
Raspberry Pi med trådløse tilslutningsmuligheder
RS Components kan nu levere Raspberry Pi-produkter, der er forsynet med trådløs Wi-Fi teknologi med mere.
RS Components (RS) har føjet to trådløse tilslutningsløsninger til sit voksende sortiment af produkter baseret på Raspberry Pi-computeren. De nye moduler er baseret på henholdsvis Wi-Fi og radioteknologi med lavt strømforbrug. De giver trådløs interfacekapacitet til løsninger, som stiller krav om lavt omkostningsniveau, lavt strømforbrug og lille formfaktor som f.eks. mobile enheder.Det første modul leverer højhastigheds Wi-Fi-funktionalitet, som er kompatibel med den trådløse IEEE802.11b/g/n-protokol via en lille adapter, der sættes i USB-porten på Raspberry Pi. Adapteren understøtter overførselshastigheder på op til 150 Mbps og er således ideel til overførsel af store datamængder med hastigheder, som er tre gange så hurtige som konventionelle 11g-forbindelser.
Den intelligente adapter justerer transmissionseffekten efter afstanden, og CPU'en aflastes, så strømforbruget reduceres med mellem 20 % og 50 %, når den trådløse funktion ikke er aktiv. Den konfigureres nemt til et sikkert, trådløst netværk med brug af Wi-Fi Protected Setup (WPS).
Det andet modul har også en trådløs USB-enhed med 'plug-and-play'-forbindelse til Raspberry Pi. Den benytter RF-transceiverteknologi med lavt strømforbrug til at give enheden en tovejsforbindelse til enhver enhed, som understøtter seriel kommunikation, for eksempel en anden Raspberry Pi. Frekvens, båndbredde, udgangseffekt og datahastigheder kan konfigureres, så flere enheder kan kommunikere frit uden interferens fra hinanden og andre RF-enheder.
Den anvendte RF-teknologi giver betydeligt længere rækkevidde (op til 300 m afhængig af terrænet) og et lavere strømforbrug end andre trådløse protokoller som Wi-Fi eller Bluetooth. Værtsenheden kan sende og modtage op til 180 byte data pr. pakke til og fra andre værter i området, hvilket gør den særligt nyttig til 'sense and control'-anvendelser. En integreret SMA-antenne medfølger. Produktet kan også leveres med dobbelt i stedet for enkelt transceiver.