
Raspberry Pi 2 åbner for helt nye muligheder
De nye Raspberry Pi 2-computerkort leverer mere end seks gange så høj processorkraft og har dobbelt så stor hukommelse som tidligere modeller – og det kan allerede nu bestilles hos bl.a. RS.
Raspberry Pi Foundation har netop annonceret den nye Raspberry Pi 2 model B med væsentligt forbedret kapacitet, hurtigere processorkerner og en fordobling af hukommelseskapaciteten til 1 GB.Raspberry Pi 2 er bygget op omkring Broadcom BCM2836-applikationsprocessoren, som indeholder en kraftig ARM Cortex-A7 CPU med fire kerner og en hastighed på 800 MHz. Den nye processor gør Raspberry Pi 2 mere end seks gange kraftigere end første generation, Raspberry Pi Model B+.
Print-layoutet, multimedie-delsystemet og det eksterne udstyr er alle fuldt kompatible med Raspberry Pi Model B+, inklusiv brugen af den fuldt udstyrede GPIO-konnektor (General Purpose Input Output) med 40 ben, fire USB-porte og en effektiv switch-mode strømforsyning.
Den øgede computerkraft og hukommelseskapacitet i Raspberry Pi 2 vil kunne udnyttes af både hobbyfolk og professionelle, som nu kan udvikle mere effektive programmer, der kan køre hurtigere. Desuden vil OEM'er kunne drage fordel af det nye korts høje regnekapacitet samt Raspberry Pi-platformens dokumenterede pålidelighed og robusthed.
Det nye Raspberry Pi 2 computerboard kan allerede nu bestilles hos bla. RS Components, der er en af Raspberry Pi Foundation's tætte samarbejdspartnere:
- Første generation af Raspberry Pi-platformen har generelt rodfæstet sig hos en lang række brugere både i den akademiske verden og blandt forbrugere, og den har også fundet vej til industrielle applikationer, hvor samarbejdet med RS har spillet en meget vigtig rolle, forklarer Eben Upton, der er grundlægger og bestyrelsesmedlem for Raspberry Pi Foundation.
- Det DesignSpark-fællesskab, som RS har opbygget, har sammen med det omfattende udvalg af gratis DesignSpark-softwareværktøjer til udvikling og produktdesign forbundet studerende, brugere og ingeniører fra mange områder over hele verden. RS-strategien om at levere vigtige ressourcer til software- og hardwareudvikling er i fin overensstemmelse med målene for Raspberry Pi Foundation, og vi ser frem til en fortsættelse af dette meget frugtbare samarbejde, fremhæver Eben Upton.