
Hurtig udvikling af skræddersyet elektronik med systemoduler og tilpassede carrier boards
I projekter med lavt styktal vil det typisk være svært at retfærdiggøre en skræddersyet løsning. Develco tilbyder imidlertid en sådan skræddersyet 'low volume' implementering baseret på et Variscite systemmodul samt et tilpasset carrierboard.
Når kunderne ønsker at komme hurtigt i gang med udviklingen af hardware/software til et nyt produkt, tager udviklingshuset Develco ofte udgangspunkt i kendte modulbaserede løsninger som f.eks. Variscite systemmoduler (System on Modules).
Variscite tilbyder forskellige generationer af deres kraftfulde processormoduler baseret på NXP’s platforme. Fælles for alle moduler er, at Variscite garanterer lang 'levetid' (tilgængelighed) på markedet, og Develco sørger naturligvis for at vælge det mest optimale Variscite modul til kundernes specifikke udviklingsprojekt.
I et udviklingsprojekt har Develco f.eks. valgt Variscite processormodulet i.MX6 på grund af modulets kompakte design og fysiske dimensioner, der passede til elektronikproduktet. I et andet udviklingsprojekt har det haft stor betydning, at det komplicerede Variscite i.MX8 processormodul passede til det flexible Linux operativsystem, da Develco skulle udvikle en del af den embedded software til det komplicerede produkt.
Kortere udviklingstid for færdige elektronikprodukter
De forskellige Systems on Modules fra Variscite har alle eget kraftfulde processorer. De passer bl.a. til Linux operativsystemet og har biblioteker med embedded software til rådighed, som kan benyttes fra dag 1. i udviklingsprojektet. Modulerne understøttes også af forskellige evalueringskits af høj kvalitet og er forsynet med porte til USB og Ethernet samt WiFi og Bluetooth.
- Med de kompakte processormoduler fra Variscite kan vi tilbyde kunderne at færdigudvikle nye elektronikprodukter med hardware og embedded software på væsentligt kortere tid. Der er nemlig mindre risiko for fejl i interaktionen mellem hardware og software, forklarer CEO Jakob Bjerre hos Develco, og han fortsætter:
- Kundens udviklingsprojekt bliver hurtigere og billigere med Variscite modulerne, da relativt avanceret teknologi er klar helt fra starten af projektet. Variscite processormodulerne er meget kompakte og designet til industribrug. Hvis enkelte komponenter på et valgt Variscite modul udgår, er Variscite ansvarlig for leveringssikkerheden og leverer et nyt modul med en alternativ komponent inden for kort tid.
- Når kundernes nye elektronikløsninger med Variscite processormodulerne er færdigudviklede og klar til tests og godkendelser, stilles der endvidere færre krav til de nødvendige EMC og RF-målinger. Modulerne er på forhånd godkendte og EMC testede, understreger Jakob Bjerre.