ICAPE Denmark A/S
Test banner
Nyt innovations-hub skal skabe digital revolution i energisektorenI takt med den grønne omstilling stiger presset på elnettet. Digital Energy Hub vil sikre udvikling af nye digitale løsninger, der kan ruste elnettet til elektrificeringen af samfundet.

Nyt innovations-hub skal skabe digital revolution i energisektoren

Elforsyningen skal være smartere, og der skal fart på udviklingen af digitale løsninger og forretningsmodeller. Det er målet i et nyt ambitiøst samarbejde på energiområdet, som Industriens Fond står bag.

Når vi i de kommende år i stadig højere grad bruger grønne energiformer, så er det afgørende med en langt højere grad af digitalisering i energisektoren. Sektoren lider i dag af stor mangel på digitale innovative virksomheder, der kan udvikle de løsninger der skal til for at nå 2030 målsætningen om 70% reduktion i udledningen af CO2.

Derfor er Industriens Fond gået sammen med en række stærke partnere om at skabe Digital Energy Hub der skal fremtidssikre Danmarks energiteknologiske styrkeposition ved at løfte de digitale kompetencer, inden for bl.a. kunstig intelligens og Machine Learning. Hub’en er etableret som et samarbejde mellem Center Denmark, Energy Cluster Denmark, DigitalLead, SDU, DTU, AU, AAU samt Innovation Centre Denmark Silicon Valley.

Målet er at sikre udviklingen af fremtidens succesvirksomheder indenfor energiteknologi, som spiller en afgørende rolle for den grønne omstilling af energisektoren, hvor elektricitet fra vedvarende energikilder bliver mere og mere udbredt.

-Vi står overfor en stor positiv udfordring med at sikre en intelligent elforsyning, efterhånden som efterspørgslen efter el stiger, og vedvarende energikilder vinder frem. Den udfordring tror vi på Digital Energy Hub kan bidrage til at løse. Dertil kommer at Digital Energy Hub også kommer til at spille en central rolle med at understøtte bæredygtigheden i dansk erhvervsliv, hvor digitale og intelligente energiløsninger i stigende grad bliver en afgørende forudsætning for at produktionsvirksomheder kan elektrificere produktionen og nedbringe CO2-udledningen, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.

Ved at skabe flere virksomheder der kan udvikle de nødvendige digitale løsninger, vil det også komme energikunderne til gavn- både virksomheder og private. For i takt med at energiforsyningen i stigende grad elektrificeres stiger risikoen for udfald og afbrydelser også markant, hvis ikke de digitale datadrevne løsninger følger med.

F.eks. som det skete for flere hundrede husstande i Fredericia juleaften, hvor strømmen blev afbrudt som følge af bl.a. en høj belastning fra elektriske varmepumper. Risikoen for lignende udfald bliver kun større i fremtiden, hvis ikke elnettet, som mange steder er fra 1950- og 1960erne bliver understøttet af nye digitale løsninger.

Flere og dygtigere virksomheder vil også sikre udviklingen af nye digitale services, der vil hjælpe den enkelte dansker med at tage de rigtige valg og understøtte en adfærd der hjælper den grønne omstilling på vej. F.eks. i form en app der udover varmepumpens forbrug også løbende måler CO2 aftrykket og viser, hvilken energikilde strømmen kommer fra.

Data skal kickstarte digitaliseringen af energisektoren

En af de stærke partnere bag Digital Energy Hub er Center Denmark- et non-profit og uafhængigt selskab der leverer digital infrastruktur som understøtter aktører i energisektoren til udvikling af nye datadrevne løsninger. Her har man brugt de første år af sin levetid på at skabe et fundament og en digital infrastruktur, der kan sætte data i spil i energisektoren.

-Vi ved, at datadrevne løsninger kan reducere CO2-udledninger markant uden alt for store investeringer og også indenfor en kort tidshorisont, siger direktør i Center Danmark, Søren Skov Bording

Også Energinet bliver medlem af Digital Energy Hub og herfra vil man især bidrage med viden om muligheder og udfordringer i den grønne omstilling af energisystemet.

-Et stærkt digitalt iværksætter- og erhvervsmiljø er en afgørende forudsætning for at data bliver bragt i anvendelse i grønne digitale forretningsmodeller. Det er helt centralt for, at vi effektivt kan omstille energisystemet og udnytte energiinfrastrukturen optimalt. Digital Energy Hub er et vigtigt initiativ i at understøtte denne udvikling, siger Thomas Egebo, CEO Energinet.

22/3 2022