ICAPE Denmark A/S
Test banner
Industrielle forsyninger til 'non-automotive' transportformål

Industrielle forsyninger til 'non-automotive' transportformål

Delta Electronics lancerer en række industrielle DC/DC-konvertere med ultrabrede inputs. Forsyningerne er udviklet med tanke på elektriske køretøjer i såkaldte non-automotive applikationer

Når man taler om elektriske køretøjer, så tænker de fleste nok på el-bilerne, der dog nok som marked ikke er så udbredt, som omtalen antyder. Til gengæld er der en række elektriske traktionsformål, der er langt større kommercielle succeser, og hvor der også eksisterer behov for strømforsyning af både batteripakker og supportfunktioner. Det er for eksempel trucks, lifte, golfvogne og lignende sportsudstyr, el-scootere og handicaptransportmidler.

Til det marked har Delta Electronics, som forhandles gennem Craftec A/S, udviklet en række strømforsyninger, som effektivt er tilpasset applikationerne gennem en robust konstruktion samt et ultrabredt input-område i forsyningernes DC/DC-konverterarkitektur. Der er indledningsvis tre typer af forsyninger i serien, der som fællestræk indeholder kvaliteter som fuld indkapsling, et galvanisk isoleret design samt en vandtæt udformning.

B62SR-famlien har et output på 12,4 til 13,5VDC samt en ydelse på 300W fra et input mellem 18 og 106VDC. B40SR-familien giver den samme ydelse på 300W ved nominelt 12,4 til 13,5VDC på udgangen, men ved et input mellem 18 og 36VDC, og endelig giver B70SR-familien sine 300W ved de samme udgangsspændinger og et input mellem 36 og 106VDC. Den typiske effektivitet for de kompakte DC/DC-forsyninger ligger typisk på 89 procent.

Konverterne fra Delta er alle i et såkaldt box-format, der er en fiks og færdig løsning, der kan købes specifikt til et aktuelt forsyningsbehov. I de non-automotive elektriske transportapplikationer kan B62/B40/B70 anvendes til forsyning af køretøjets 12V-supportfunktioner, radio og lignende direkte fra batteripakken.

De tre familier er velegnede til industrielle formål, da samtlige konvertere har kvaliteter som kapsling i tæthedklasse IP67, beskyttelse mod overspænding, overtemperatur og fejlpolaritet. Forsyningerne har også integrerede sikringsholdere, der selektivt beskytter underapplikationerne i de elektriske køretøjer. Forsyningerne er som en selvfølge individuelt CE-mærkede og opfylder UL60950-1 sikkerhedsstandarden.

Craftec A/S
Tlf.: 45 93 42 00
www.craftec.info

3/4 2013