ICAPE Denmark A/S
Test banner
Hybrico søger nye kunder med 'varmeproblemer'

Hybrico søger nye kunder med 'varmeproblemer'

Hybrico er ekspert i elektroniske kredsløb baseret på keramik. InnovationsAgenterne hjælper Hybrico med at fokusere på det, de er særligt gode til og ad den vej finde nye markeder for deres produkter.

En Airbus-helikopter af typen Eurocopter NH-90 er udstyret med otte brandmeldere, bestykket med følerelementer og forstærkere udviklet og produceret af elektronikvirksomheden Hybrico i Frederikssund. Brandmelderne skal kunne holde til ekstreme temperaturer: 150 grader i minimum en time. Her må konventionel printbaseret elektronik stå af og overlade pladsen til Hybricos teknologi, der kan modstå helt op til 200 graders varme. Konventionel printbaseret elektronik tåler kun op til 125 grader.

Nu er Hybrico for alvor gået på jagt efter flere kunder som Airbus: producenter med behov for elektronik til særligt høje temperaturer. Der sker med hjælp og vejledning fra InnovationsAgenterne.

- Vi havde en grundig og åbenhjertig snak med InnovationsAgent Kai Ormstrup Jensen om, hvad der skal til for at skabe vækst i vores virksomhed, fortæller direktør Carsten Pade.
- Det var spændende at få en udefrakommende ekspert til at se på os med nye øjne. Kai har hjulpet os med at afklare, hvilken vej vi skal gå. Og nu er vi i fuld gang med at opdyrke nye kunder med behov for elektronik til temperaturer i intervallet mellem 125 og 200 grader.

InnovationsAgent Kai Ormstrup Jensen supplerer:

- Når du som InnovationsAgent møder en virksomhed er det vigtigt, at du hurtigt finder frem til, hvilke unikke fordele deres produkter har, og hvilke kunder der kunne have brug for netop disse produkter. Her fik jeg hjælp af eksperter fra DELTA inden for ASIC-udvikling (Application Specific Integrated Circuits). De kunne pege på, at Hybricos teknologi har nogle unikke egenskaber, når det gælder ekstreme temperatur- og fugt-forhold.

Elektroniske kredsløb baseret på keramik er en forholdsvis gammel teknologi oprindelig udviklet i USA, som bl.a. anvendes i bilindustrien med Bosch som en af de helt store spillere på markedet. Hybrico er i den forbindelse en niche-virksomhed, der producerer små serier til meget specialiserede anvendelser, bl.a. højspændingsmoduler inden for røgrensning og forstærkerteknik til mikrofoner.

- Vores teknologi har tidligere været anvendt i bl.a. høreapparater og mobiltelefoner. Men her går man i stigende grad over til print-baseret elektronik, og derfor har vi længe været på udkig efter nye anvendelser, hvor vores teknologi kan noget særligt. Her har InnovationsAgenterne hjulpet os med at udvælge høje temperaturer som fokusområde.

Nu er Hybrico i fuld gang med at gennemføre test og skrive produktspecifikationer, der henvender sig til kunder med behov for elektronik, der kan tåle temperaturer over de 125 grader, som print-baseret elektronik kan håndtere.

- Vi har allerede leveret udstyr til vores første højtemperatur-kunde, nemlig brandmeldere til Eurocopter NH-90. Derudover er vi i dialog med en række kunder med tilsvarende behov. Sideløbende udvikler og tester vi prototyper til forskellige anvendelser, bl.a. en sikringsanordning til skibsfarten, der frakobler dieselmotorer i tilfælde af overophedning. Vi kigger også på anvendelser inden for olieefterforskning og -udvinding.

- Dialogen med InnovationsAgenterne har bestyrket os i, at det er højtemperatur-vejen vi skal gå for at skabe vækst og udvikling i virksomheden, understreger Carsten Pade.

Om InnovationsAgenterne

InnovationsAgenterne er en landsdækkende ordning finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation. Formålet med ordningen er at bringe teknologisk viden og inspiration til danske SMV’er for derigennem at styrke deres forretning og konkurrencekraft.

InnovationsAgent-ordningen består af et korps af 35 erfarne virksomhedsrådgivere fra Danmarks ni GTS’er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter). Deres fælles afsæt er praktisk erfaring og stor faglig viden om teknologisk innovation.

InnovationsAgenterne tilbyder gratis Innovationstjek til små og mellemstore danske virksomheder med henblik på at identificere konkrete udviklingsmuligheder inden for markeds-, produkt-, organisatorisk-, proces- og strategisk innovation.

Et Innovationstjek indebærer, at en InnovationsAgent fra en af ordningens ni GTS’er gennemfører en screening af virksomhedens innovationsbehov, -udfordringer eller -potentialer og kommer med anbefalinger til mulige samarbejdspartnere til at løfte det identificerede. 

http://www.innovationstjek.dk

1/2 2016