
Desktop-adaptere med GaN-teknologi
CUI udvider porteføljen af AC/DC strømforsyninger med versioner, der er baseret på GaN-baserede powerkomponenter.
CUI Inc annoncerer tilføjelsen af to GaN desktop AC/DC-strømforsyningsserier i sin SDI produktfamilie. SDI200G-U og SDI200G-UD kan levere 200W kontinuert effekt i et kompakt desktop-format. AC/DC-forsyningerne er designet til en række bærbare industri- og forbrugerprodukter, hvor man har brug for en effektiv strømforsyning i et let, kompakt format.
SDI200G-U og SDI200G-UD opfylder UL/EN/IEC 62368-1 og 60950-1 kravene. Adapterne overholder også kravene til effektivitet og tomgangsforbrug defineret af US Department of Energy (DoE) under Level VI-standarden og EU's CoC Tier 2 direktiv for universelle inputs. Det betyder i praksis op til 250% forøgelse af effekttætheden, et ubelastet forbrug så lavt som 210mW og et universelt input mellem 90 og 264VAC.
SDI200G-U serien har et trebenet C14-strømindtag, mens SDI200G-UD har et tobenet C8-indtag. Med mål på blot 150mm x 54mm x 33mm er de kompakte nye modeller 32% mindre end ikke-GaN modeller.
SDI200G-U og SDI200G-UD kan leveres øjeblikkeligt gennem firmaets distributionskanaler.