ICAPE Denmark A/S
Test banner
Mekoprint Cables fejrer 10 års jubilæum og er på vej mod 100 mio. i omsætning

Mekoprint Cables fejrer 10 års jubilæum og er på vej mod 100 mio. i omsætning

Mekoprint Cables - der er en division i Mekoprint-koncernen - kan fejre sit 10-års jubilæum med udsigt til at runde en omsætning på 100 millioner kroner i 2021.

Siden 2011 har den danske industrikoncern Mekoprint været leverandør af ledningskonfektionering til både små og store virksomheder i Nordeuropa gennem divisionen Mekoprint Cables, der nu kan markere sit 10-års jubilæum med udsigt til at runde en omsætning på 100 millioner kroner i 2021.

Mekoprint Cables' udvikling fra 0 til 100 mio. på 10 år er baseret på en kombination af opkøb og organisk vækst. Nøglen har igennem hele perioden været sikkerhed for kvalitet og levering til tiden, som mange af Mekoprint’s eksisterende kunder har været interesserede i.

- Vi har gennemgået en rivende udvikling i et stadig tættere samarbejde med krævende virksomheder inden for både medicobranchen, industriel automation og energisektoren. De første fire måneder af vores aktuelle regnskabsår er netop gået, og vi kan konkludere, at tallene ser rigtig fornuftige ud. Forventningen er derfor, at vi runder en omsætning på 100 millioner kroner i år, fortæller Lars Laungaard Rasmussen, som er Division Director i Mekoprint Cables.

Tårnhøje ambitioner

Mekoprint Cables startede i 2011, da Mekoprint købte den tidligere underleverandør til elektronikindustrien S-Pro A/S. Siden da har den overordnede strategi været vækstbaseret, som i 2015 resulterede i opkøbet af Molex Knutsen A/S i Danmark og tilhørende produktion i Polen.

- Divisionens positive fremgang skyldes blandt andet, at vi dækker alle behov inden for kobberbaserede ledningsnet fra enkeltledere i høj volumen til krævende coax-løsninger, komplekse kabeltræer og montering af totalløsninger, som betyder at vi kan servicere de fleste af kundernes behov. Ved udvikling af langsigtede kunde-partnerskaber er forretningen siden 2015 fordoblet i omfang ved organisk vækst, siger Lars Laungaard Rasmussen.

Fremtidsplanerne for divisionen, der i dag har over 250 ansatte i Danmark, Sverige, Polen og Ukraine, fokuserer da også fortsat på vækst, både organisk og i form af både nationale og internationale opkøb. Tilgangen er tæt kundesamarbejde med optimering af kvalitet, omkostninger og logistik fra prototype til volumenproduktion. Ved at kombinere høj-teknologisk produktion med omkostningseffektiv montage i både Polen og Ukraine kan der konkurreres med Asien på de fleste opgaver.

- Jeg glæder mig naturligvis over det seneste årtis resultater, som i den grad har givet blod på tanden i forhold til Mekoprint Cables’ fremtidige servicering af de stigende krav i markedet. Personligt håber jeg, at de næste 10 år vil tegne sig for en mindst lige så positiv udvikling som hidtil – ambitionerne er i hvert fald tårnhøje, både for det kommende år og de næste mange herefter, slutter Lars Laungaard Rasmussen.
17/3 2021