ICAPE Denmark A/S
Test banner
Kondensatorer til højspænding

Kondensatorer til højspænding

Trafomo har fået agenturer for Electronicon, der fremstiller højspændings-kondensatorer til niveauer, hvor elektrolytter normalt må give op – endda med en særdeles dynamisk strømhåndtering.

Spændingen stiger inden for effektelektronikken, og det er altid en udfordring for de komponenter, der skal håndtere de støt stigende spændingsniveauer. For halvledere er det sjældent noget større problem, da halvlederteknologierne tilsyneladende hele tiden formår at overskride fysikkens love, men inden for de passive komponenter bliver både fysikken og kemien udfordret.

Opgaven med at fremstille passive komponenter til højvoltopgaverne bliver nu heller ikke lettere i takt med, at switch-frekvenserne stiger. Selvfølgelig giver det mulighed for mindre passive komponentværdier i kredsløbene, men omvendt skal disse komponenter håndtere stadigt større tab pr. volumenenhed, og det stilles større krav til dynamikken i de passive komponenters dI/dt-forhold.

Det er derfor, at Trafomo har ledt efter en producent af højspændingskondensatorer, som ville matche Trafomos program godt. Og det har Trafomo fundet i producenten Electronicon, der netop fremstiller kondensatorer til de spændingsniveauer, hvor elektrolytkondensatorer normalt kollapser og slipper kemien ud som blå røg.

Electronicon fremstiller primært filmkondensatorer, og virksomheden har tænkt meget over, hvordan man skal håndtere varmetabene i kondensatorerne ved de høje spændinger og dynamikområder. Det har ført til en effektiv kølingskonstruktion i Electronicons produkter, og dermed imødegår virksomheden også de stadigt højere flanker inden for dI/dt-forholdet.

Hemmeligheden bag Electronicons produkter er nu ikke så hemmelig endda, da virksomheden tager udgangspunkt i materialeteknologien. Man søger at kombinerer de lave tab fra filmkondensatorerne med en god varmeafledning til komponenthusets ydre dele – dermed kan man opnå højere energitætheder og nærme sig de energitætheder man kender fra elektrolytterne.

Resultatet er en række meget gedigne højspændingskondensatorer til niveauer over 650V med en fin strømdynamik – og dermed produkter, der egner sig fint til applikationer som blandt andet DC-links.

Et par eksempler på Electronicons produkter er PK16XI som med en kapacitans på 160µF ved 3.600V og en Imax på 120A, er en ideel løsning til netop DC-links med en kombination af den størst mulige strøm og bedste køling. PK16XC har med 174µF/3.600V en endnu højere kapacitans ved en noget lavere strøm (60A), og XC-kondensatoren kombinerer fin udglatning med en god strømhåndteringsevne.
Trafomo A/S
Tlf.: 44 74 91 32
http://www.trafomo.dk 

13/10 2014