
SI Week kommer nu til København
SI Week - der i de seneste tre år har været afviklet i Stockholm - flytter i år til København i dagene 23. - 27 Maj. Signalintegritetsguruen Lee Ritchey er 'hovednavnet' på konferencen.
Efter tre år i Stockholm kommer Europas største signal-integritets event SI Week til København for første gang. Trækplasteret er signalintegritetsguruen Lee Ritchey fra Silicon Valley.- Lee Ritchey er kendt for at underbygge alt med målinger, og så viser han helt konkret, hvordan man bygger printkort med de vildeste hastigheder så det fungerer første gang, fortæller Rolf Østergaard fra EE-Training, som har arrangeret kurser med Lee Ritchey i 10 år.
Udnyttelsen af materialerne og forståelse for hvad der reelt betyder noget for signalerne og for EMC, er i fokus i de tre kurser, som afvikles under 'SI Week 2016' i København 23-27 maj. Arrangementet, som sidste år trak over 60 deltagere fra hele Europa, giver på en uge deltagerne al den viden, der skal til for at lave moderne printkort, der fungerer og produceres optimalt.
Ugen starter med 3 dages kursus i signal-integritet for alle - uanset om du laver styringer med microcontrollere eller TBps routere. Her er vægten lagt på at forstå både de teoretiske mekanismer, og hvordan det så udnyttes i praktiske kredsløb. Derfor er der også indlagt en del om f.eks. komponenter til power og afkobling, opbygning af pakker til IC’er og specielt opbygning af printplader. Deltagernes egne cases tages også op til behandling på kursets sidste dag.
Torsdagen er tilegnet simulering, hvor alle principperne simuleres, og deltagerne lærer at kunne gennemføre egne simuleringer effektivt. Fokus er på at undgå 'death by simulation', hvor kredsløbene simuleres i langt flere detaljer end hvad der giver mening for et effektivt udviklingsforløb.
Ugens sidste dag er et forholdsvis nyt kursus i printopbygning, som er blevet et langt mere vigtigt emne af forstå i takt med, at printet indgår aktivt i konstruktionen. Det har betydning både for designere, printudlæggere og indkøbere. Lee Ritchey har bygget og analyseret en række testprint, så her deles konkret og helt friske resultater, som hjælper alle til at ramme rigtig. Også når der skal løbe 30+ GBps signaler over printet.
Lee Ritchey har udgivet to bøger om signal-integritet. Den første bog er udsolgt i papirversion, men kan downloades i pdf form fra EE-Trainings hjemmeside, mens den anden bog udleveres som en del af materialet til det kursus som indleder ugen.
Læs mere om den første 'SI Week' i København på http://www.ee-training.dk/copenhagen-si-week-2016, hvor tilmelding også kan foretages. Spørgsmål kan rettes til Rolf V. Østergaard fra EE-Training på +45 2684 4876.