
Populære IPC-kvalitetsstandarder er nu oversat til dansk
HYTEK i Aalborg har sammen med Bang og Olufsen, Danfoss Power Electronics og ALPHA-elektronik A/S oversat de nyeste revideringer af de to mest populære amerikanske IPC kvalitetsstandarder.
Det er snart halvandet år siden, de nyeste F-versioner af IPC-standarderne IPC-A-610 og IPC J-STD-001 udkom på engelsk. Derfor har de danske oversættelser af standarderne været ventet med længsel af elektronikindustrien. Allerede inden udgivelsen har udgiveren, konsulent- og uddannelsesvirksomheden HYTEK i Aalborg, fået adskillige henvendelser fra virksomheder, der gerne vil have fat i de nye danske revideringer af standarderne, så succesen har tegnet til at være hjemme på forhånd.Det er med tiden blevet en tradition, at HYTEK slår kræfterne sammen med andre elektronikvirksomheder om at oversætte de amerikanske standarder. IPC-A-610 fokuserer på godkendelseskrav for bestykkede printkort, mens IPC J-STD-001 omhandler krav til pålidelighed. Standarderne supplerer hinanden godt.
-Begge standarder er gode at have i sin produktion, så man producerer efter J-STD-001 og inspicerer efter IPC-A-610, siger Alex Christensen fra HYTEK, og Freddie Jørgensen fra Danfoss Power Electronics A/S tilføjer:
- Hvis du følger IPC-A-610, så sorterer du kvalitet, hvis du følger IPC J-STD-001, så producerer du kvalitet. Derfor skal du bruge dem begge.
Mange fordele ved danske oversættelser
Man kan måske undre sig over, at virksomhederne igen og igen ønsker at bruge så mange ressourcer på at hjælpe med at oversætte de nye revisioner af standarderne. Freddie Jørgensen forklarer én af årsagerne:
- Specielt IPC-A-610 bruges af vores operatører, og de har ikke nødvendigvis de sproglige færdigheder til at kunne forstå det tunge, tekniske engelsk, der anvendes i de amerikanske udgaver.
- I mange danske virksomheder vil det heller ikke være muligt at bruge den engelske udgave som reference i forbindelse med en IPC-certificering, hvorfor det er en nødvendighed, at de er oversat, fortsætter Claus Mølgaard fra ALPHA-elektronik A/S.
Oversættergruppen pointerer dog, at hvis der opstår en konflikt, er det den engelske udgave, der er gældende.
En anden fordel ved at bruge IPC’s standarder er, at man nemt kan afgøre tvivlspørgsmål, fortæller oversættergruppen. Som Jørgen Stenstrup fra Danfoss Power Electronics A/S pointerer:
- Det er nemt at slå op i den pågældende standard, og så står det sort på hvidt, at sådan er det - eller sådan er det ikke.
Alle er desuden enige om, hvor vigtigt det er, at bruge de samme standarder i elektronikvirksomhederne verden rundt - og det er optimalt, når de er oversat til brugernes modersmål. Turi B. Roslund fra Bang & Olufsen A/S forklarer:
- Man taler om det samme - uanset om det er en kineser, en tjekke eller en dansker. Når man referer til en bestemt paragraf i en bestemt standard, så er begge parter sikre på at tale om det samme.
IPC’s udbredelse i Danmark
Hvor udbredt er IPC egentlig i Danmark? Til det spørgsmål henviser Turi B. Roslund til IPC ERFA-gruppen, som pt. har medlemmer fra 50 forskellige elektronikvirksomheder, hvilket er en god indikator på kendskabet til IPC i Danmark.
Freddie Jørgenser fortsætter: Ja, der er rigtig mange virksomheder, som kender IPC - og også virksomheder, som ikke er med i IPC ERFA-gruppen. Gruppen er enig om, at der ikke er ret mange inden for elektronikindustrien, som ikke kender IPC - og især IPC-A-610.
Alex Christensen tilføjer:
- Vi kommer indimellem ud i nogle små virksomheder, som ikke kender til IPC, men det er som sagt kun små virksomheder, fx underleverandører. Og det sker sjældnere og sjældnere at vi oplever firmaer, som ikke kender til IPC. Han fremhæver desuden, at ifølge IPC’s statistikker er Danmark det land, der har solgt flest IPC-standarder vores indbyggerantal taget i betragtning. Så alt i alt må det konkluderes, at IPC i dag spiller en vigtig rolle i den danske elektronikindustri.
Personlig gevinst ved oversættelsesarbejdet
Det er som sagt et omfangsrigt og tidskrævende arbejde at oversætte sådan nogle store og sprogligt tunge standarder (fx er IPC-A-610F DK på 424 sider). Claus Mølgaard fortæller:
- Jeg har personligt fået meget ud af at være med til disse oversættelser. Jeg tænkte, det var en smart måde at holde sig skarp i standarderne på - især når man som jeg og resten af oversættergruppen er IPC Trainere i både IPC-A-610 og IPC J-STD-001.
Resten af gruppen er enige og Freddie Jørgensen tilføjer:
- Desuden har man indflydelse på de sproglige formuleringer i standarderne, så de bliver forståeligt og stemmer overens med de udtryk, som bliver brugt ude i virksomhederne.
Oversættergruppen er altså enig om, at det er en nødvendighed med de danske oversættelser. Og selvom det er et stort, tidskrævende stykke arbejde, er der ingen tvivl om at udbyttet - både for oversætterne personligt og for hele elektronikindustrien - er det hele værd.