ICAPE Denmark A/S
Test banner
Trådløs ekspert får ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse
Petar Popovski, Aalborg Universitet

Trådløs ekspert får ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse

Petar Popovski fra Aalborg Universitet er udnævnt til 'IEEE Fellow', hvilket er den internationale ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse.

Væsentlige bidrag til forskningen i trådløs kommunikation og teknologi sikrer nu den 42-årige professor Petar Popovski fra Aalborg Universitet den internationale ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse som 'IEEE Fellow'.

Titlen er forbeholdt en udvalgt skare i den verdensomspændende ingeniørorganisation IEEE (The Institute of Electrical & Electronics Engineers), der har over 400.000 medlemmer i 160 lande. Petar Popovski kommer med i dens eksklusive afdeling som anerkendelse for nytænkende forskning, der spænder fra grundlæggende kommunikationsteori til overordnede systemkoncepter for fremtidens 5G-netværk.

F.eks. er hans pionerarbejde inden for såkaldt netværkskodning med til at bane vej for mere effektiv udnyttelse af ressourcer, i takt med at antallet af apparater og den trådløse kommunikation mellem dem vokser til nye højder. Den officielle citation, der er tilføjet hans IEEE Fellow-titel, lyder: 'For contributions to network coding and multiple access methods in wireless communications'.

Makedonsk-fødte Petar Popovski afsluttede sin ingeniøruddannelse i elektronik og kommunikationsteknologi på universitetet i Skopje i 2000, inden han kom til Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og blev ph.d. i 2004. Han er professor og leder af en forskningsgruppe i maskine-til-maskine kommunikation (M2M) og har udgivet over 230 videnskabelige publikationer i tidsskrifter og bøger samt ved konferencer.

Han står desuden bag over 25 patenter og patentansøgninger, og han har blandt andet modtaget Det Europæiske Forskningsråds 'Consolidator Grant' og Det Frie Forskningsråds særlige forskningslederbevilling i talentprogrammet 'Sapere Aude'.

Petar Popovski har været redaktør for flere af IEEE’s videnskabelige publikationer og fungeret som formand og styregruppemedlem i teknologikomitéer i organisationen, der fokuserer på fremtidens intelligente elnet (Smart Grid) og det gryende Internet of Things, hvor milliarder af apparater, sensorer og målere med tiden automatisk vil udveksle informationer.

Listen over øvrige AAU-forskere, som er optaget som IEEE Fellow, tæller energiprofessorerne Frede Blaabjerg, Remus Teodorescu og Josep M. Guerrero, datalogiprofessor Christian S. Jensen samt professor Ramjee Prasad og professor emeritus Jørgen Bach Andersen fra Institut for Elektroniske Systemer, hvor Petar Popovski også hører til.

13/1 2016