
Nyt fiberoptisk netværk skal understøtte digitalisering af Skandinavien
GlobalConnect har modtaget 1,1 millioner euro fra EU i støtte til at etablere et nyt optisk fibernetværk mellem Norge og Sverige, der skal understøtte den fortsatte digitalisering af Skandinavien.
Forbedret infrastruktur mellem Norge og Sverige er afgørende i den fortsatte digitalisering af det nordlige Skandinavien, og den vil styrke det digitale samarbejde mellem de to lande. Infrastrukturen vil også bidrage til at tiltrække globale tech-investeringer, da øget digital tilgængelighed og bedre vilkår for digitale tjenester vil gøre det mere attraktivt for virksomheder at etablere, drive og udvikle sig i regionen.
- Øget robusthed og forbedringer på kapacitet er vigtige faktorer for den fortsatte digitalisering af regionen. Den nye infrastruktur vil ikke kun gavne lokale virksomheder, kommuner og den offentlige sektor, men vil også styrke det bilaterale forsvar. Vi er taknemmelige for støtten fra EU til at medfinansiere dette projekt, som vil være et stærkt digitalt løft for hele regionen, siger Martin Lippert, Group CEO i GlobalConnect.
Den nye infrastruktur vil løbe fra Stockholm via Sundsvall til Luleå i det nordlige Sverige, videre til Nordnorge hvor den vil forbinde vigtig minedrift og norske havne, og også til Trondheim. I Stockholm vil infrastrukturen tilsluttes GlobalConnects eksisterende fibernetværk, der forbinder alle nordiske lande og Tyskland. Projektet starter i begyndelsen af 2024, koster 2,2 millioner euro (16,4 millioner kroner) og forventes afsluttet i 2026.