
Flittig forskervejledning har skabt globalt netværk
Professor Ramjee Prasad fra Aalborg Universitet har vejledt over 100 ph.d.-studerende fra 30 lande som led i deres forskeruddannelse og dermed være med til at skaffe universitetet et verdensomspændende netværk.
Professor Ramjee Prasad fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og Center for TeleInfrastruktur (CTIF) står bag en trecifret bedrift af de mere usædvanlige: Han har vejledt over 100 ph.d.-studerende fra 30 lande som led i deres forskeruddannelse og dermed skaffet AAU et indflydelsesrigt verdensomspændende netværk.Hovedparten af de 100 færdiguddannede forskere har taget deres ph.d.-grad på Aalborg Universitet eller et af de udenlandske tekniske universiteter, som AAU har et nært samarbejde med på elektronik- og ingeniørområdet.
- Det er tæt på utroligt, at én professor har vejledt over 100 ph.d.-studerende. Jeg kender ikke til, at det er sket noget andet sted. Både på Aalborg Universitet og inden for vores fagområde er det en forbløffende indsats, som vil gå over i historien, siger institutleder Børge Lindberg fra Institut for Elektroniske Systemer. Han stod for åbningen af et seminar, som har markeret milepælen og samtidig sat fokus på fremtidens kommunikationsteknologier.
Spredt for alle vinde
Et større detektivarbejde forud for fejringen har prøvet at kortlægge de færdiguddannede forskeres senere karrierevej. Listen er ikke fuldstændig, men den taler alligevel et tydeligt sprog. Karakteristisk nok dækker tallet over flere end 30 forskellige nationaliteter, og forskerne er i dag også spredt for alle vinde. Heldigvis, understreger institutleder Børge Lindberg:
- Det måske mest interessante for os er, hvor alle de her folk er henne nu. Og de er spredt ud over verden. I det brede perspektiv understreger det en af de vigtigste bedrifter ved at have uddannet alle disse ph.d.-studerende, nemlig at de nu udgør et fantastisk netværk. Det giver os muligheder for at starte nye projekter, samarbejder og forskningskonsortier. Sådan et netværk kan man ikke bare skabe fra den ene dag til den anden eller på nogle få år, understreger Børge Lindberg.
I professor Ramjee Prasads tilfælde dækker det da også over flere end 35 års aktiv vejledningsindsats, så en del af det går tilbage til tiden, før han kom til Aalborg Universitet i 1999.
I forbindelse med markeringen havde mange af de over 100 ph.d.’ere taget turen til seminaret i Aalborg sammen med andre inviterede forskere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra tele- og elektronikbranchen.