ICAPE Denmark A/S
Test banner
Dansk teknologi revolutionerer sensornetværk
Med et evalueringskit er det muligt at teste Neocortecs wireless mesh netværksteknologi.

Dansk teknologi revolutionerer sensornetværk

Danske Neocortecs patenterede kommunikationsprotokol til trådløse sensornetværk er hastigt på vej ud i konkrete anvendelser og produkter.

Internettet har revolutioneret den måde, mennesker kommunikerer på. Nu er 'Internet of Things (IoT) eller tingenes internet på vej til at revolutionere vores omgivelser og de fysiske ting, vi omgiver os med. 

Stadig flere ting i vores omgivelser forsynes med sensorer, der kommunikerer trådløst med hinanden. Og netop trådløse sensornetværk er et afgørende element i visionen om f.eks. smart cities og intelligente hjem. Et konkret eksempel er intelligent gadebelysning, der tænder, når folk bevæger sig.

Men der er mange tekniske udfordringer, der skal tackles, før visionen for alvor bliver til hverdag. Fremtidens enorme sensornetværk skal bl.a. være sikre, skalerbare og med superlavt energiforbrug.

Danske Neocortec vil levere en del af løsningen. Neocortec har meldt sig på banen med ny patenteret kommunikationsprotokol, der ifølge direktør Thomas Steen Halkier tackler de tekniske udfordringer ved de såkaldte mesh netværk på en markant anderledes måde end hidtidige løsninger. Et mesh netværk er karakteriseret ved, at de enkelte netværksenheder samarbejder om at distribuere data i netværket. Enhederne finder selv den mest optimale rute fra afsender til modtager.

Efter et intenst udviklingsarbejde er Neocortec nu gået på markedet med sine første produk-ter. Blandt kunderne er en sydafrikansk virksomhed, der arbejder med overvågning af luftkvaliteten i kulminer. Hidtil har man overvåget luften med sensorer forbundet via kabler. Nu gør Neocortecs teknologi det muligt at erstatte kablerne med en trådløs løsning.

En tysk fabrikant af navigationsbøjer arbejder ligeledes med Neocortec-teknologi for at synkronisere bøjer ved havneindsejlinger, så de blinker i takt. Tilsvarende bøjer på europæiske floder vil i fremtiden kunne sende et signal, når de bliver påsejlet. Sammenholder man signalet med oplysninger om den aktuelle skibstrafik, kan man udpege det skib, der har påsejlet bøjen.

Thomas Steen Halkier, direktør i Neocortec, forklarer: 
- Vi startede i 2007 og har i første omgang brugt alle vores resurser på at udvikle teknologien. Nu er vi i fuld gang med kommercialisering af teknologien og de konkrete produkter vi har udviklet. I den forbindelse fik vi et Innovationstjek, og tjekket har givet os et godt overblik over de udfordringer, der skal tackles. Fordi vores teknologi er så markant anderledes end konkurrerende løsninger har vi en stor opgave i at få kunderne til at forstå de konkrete fordele ved den. Ikke mindst handler det om, at vi skal overbevise forskellige målgrupper: Ikke kun teknikere, men også produktstrateger og direktører. I den forbindelse har vi fået nogle gode input fra InnovationsAgenten.

Innovations Agent Kai Ormstrup Jensen supplerer:
- Når man går på markedet med en så avanceret ny teknologi, skal man gøre det så nemt som muligt for kunden at lære den at kende og tage den i anvendelse. Den øvelse var Thomas og hans medarbejdere allerede godt i gang med, især med fokus på det specifikt tekniske. De havde udviklet et evalueringskit, der består af en lille kuffert indeholdende fem kommunikationsmoduler med tilhørende software. Kufferten gør det muligt for udviklere at prøvekøre Neocortec-løsningen og koble den sammen med deres egne applikationer.

- Jeg gjorde Thomas opmærksom på, at der måske var brug for noget mere. Det handler om at formidle teknologien til beslutningstagere, der ikke nødvendigvis er tekniske eksperter. Den målgruppe har brug for at se Neocortecs teknologi i en konkret sammenhæng. Vi talte bl.a. om at producere en video, der giver et hurtigt overblik over Neocortecs teknologi. Vi drøftede også, om man skulle udvikle et demo-system til brug på bl.a. messer.

Den idé har Neocortec grebet, og de er nu i færd med at designe en applikation, der både kan bruges som udviklingsværktøj og som demo til brug på messer og salgsmøder. Det er tale om en end-to-end løsning med sensorer, der måler f.eks. temperatur i en bygning, sender måledata over Neocortecs trådløse netværk, opsamler dem i en gateway, der bringer måledata videre til en Internet Cloud løsning og derefter præsenterer dem på en smartphone eller en tablet.

Thomas Steen Halkier fremhæver, at innovationstjekket har givet firmaet et overblik over de udfordringer, der skal tackles i forbindelse med kommercialiseringen af teknologien.
- InnovationsAgenten bekræftede os i, at vi var på rette vej. Samtidig kom han med gode og relevante input til nye tiltag, der yderligere kan styrke salgsarbejdet og kontakten til kunderne. Han har hjulpet os med at fastholde fokus og overblik, og jeg vil gerne anbefale andre virksomheder at få et Innovationstjek. Det er godt at få en ekstern person ind, der kan hjælpe dig med at se din virksomhed i helikopter-perspektiv, siger Thomas Steen Halkier.

Neocortecs wireless mesh netværksprotokol er udviklet til trådløs transmission af data effektivt og kontinuerligt. De enkelte enheder i netværket kommunikerer indbyrdes og datapakker finder selv vej igennem netværket. Det banebrydende ved Neocortecs løsning er, at hver enhed fungerer autonomt, dvs. uden Central Manager-enheder i systemet.

Det betyder, at netværkets kompleksitet begrænses, og at alle enheder i netværket har cirka samme energiforbrug. Neocortecs kommunikationsmoduler er nogle af de mindste på markedet og har meget lang batterilevetid, op til 10 år. Netværkene kan blive meget store: Neocortecs netværksprotokol giver plads til op til 65.000 enheder i et netværk. Store sensornetværk vil i fremtiden finde anvendelse mange steder, bl.a. inden for logistik, landbrug, smart cities og industri.

http://neocortec.com/

15/9 2015