
Digitale IP overvågningskameraer til analog pris
Det danske firma PTZ Security tilbyder nu digital IP overvågningskameraer, der prismæssigt kan konkurrere med de gamle analoge løsninger.
PTZ Security er en del af den lille Esbjerg virksomhed Jensen & Hansen ApS. I 2011 blev Jensen & Hansen ApS kåret som Gazelle Virksomhed af dagbladet Børsen og livet som en lille virksomhed i en branche, hvor de fleste fokuserer på de store, har nu inspireret Jensen & Hansen ApS til at lancere et nyt produkt, der er særligt målrettet små og mellemstore virksomheder.- De fleste små erhvervsdrivende og butikker har hidtil været nødt til at tage til takke med forældede analoge løsninger, når det gælder sikringen og overvågningen af deres virksomhed. Med vores nye produkter bliver moderne IP teknologi pludselig en mulighed for alle, siger adm. direktør for PTZ Security ApS, Lasse Jensen.
PTZ Security er eksklusiv forhandler af produkterne fra den anerkendte kinesiske sikringsvirksomhed Dahua Technology, og det er i samarbejde med de kinesiske specialister fra Dahua, at firmaet nu kan præsentere de første i en serie af IP kameraer.
Der er sat 100 % fokus på de funktionelle krav, mens al overflødigt 'fedt' er skåret fra, eksempelvis har test hos Dahua Technology vist, at 1,3 Megapixel er mere end tilstrækkeligt i forhold til genkendelse og overvågning i og omkring butiksarealer.
- Efterhånden som den digitale teknologi bliver billigere, vil en bølge af udskiftninger ramme alle de små og mellemstore virksomheder og forretninger, der stadig benytter sig af analog overvågning. Vi vil være med på den bølge, fremhæver Lasse Jensen