ICAPE Denmark A/S
Test banner
Teknologi-indsprøjtning til 1400 danske virksomheder
Knud Erik Hilding-Hamann er projektleder for InnovationsAgenterne.

Teknologi-indsprøjtning til 1400 danske virksomheder

1400 danske virksomheder kan i de kommende tre år få vejledning om ny teknologi af InnovationsAgenterne, der et korps af 35 erfarne virksomhedsrådgivere fra Danmarks otte GTS’er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter).

InnovationsAgenterne er en del af erhvervsfremmesystemet og bringer teknologisk viden og inspiration til små og mellemstore virksomheder. InnovationsAgenterne har siden 2007 gennemført godt 3.300 gratis Innovationstjek. Nu forlænger Styrelsen for Forskning og Innovation ordningen 3 år mere, så endnu flere virksomheder kan drage nytte af agenternes vejledning i teknologisk innovation.

InnovationsAgenterne har vejledt og hjulpet så forskellige virksomheder som arkitektfirmaer, gartnerier, små specialiserede fremstillingsvirksomheder og handelsvirksomheder. Typisk handler det om digitalisering, produktudvikling, effektivisering, nye produktionsmetoder og materialer.

- Vi er meget glade for også fremover at kunne tilbyde virksomhederne et gratis Innovationstjek med fokus på forretningsudvikling gennem ny teknologi, siger Knud Erik Hilding-Hamann, der er projektleder for InnovationsAgenterne.

- Vi er dem, der sammen med virksomhederne, kan være med til at afdække udviklingsmuligheder, prioritere indsatsen og sætte gang i nye udviklingsprojekter inden for f.eks. lagerstyring, automation, materialer, overflader og software. Vi råder over et stærkt korps af agenter, der både har praktisk erfaring og faglig viden om at skabe værdi gennem tilførelse af ny viden, teknologi og ekspertsamarbejde og som samtidig har overblikket over videns- og erhvervsfremmesystemet.

- Og de gør en forskel ude i virksomhederne. Vi måler løbende effekten af vores arbejde: 8 ud af 10 innovationstjekkede virksomheder er tilfredse eller meget tilfredse med InnovationsAgenternes vejledning og vil anbefale et Innovationstjek til andre virksomheder. Ikke mindst derfor ser vi frem til at fortsætte arbejdet de kommende tre år og hjælpe flere virksomheder i gang med teknologisk udvikling.

Nicolai Zarganis, kontorchef for innovationspolitisk kontor, Forsknings- og Innovationsstyrelse, påpeger, at InnovationsAgenterne har en vigtig rolle i forhold til at identificere og hjælpe små og mellemstore virksomheder videre med store som små udviklingsprojekter.

- Det gør de primært ved at skabe kontakt og samarbejde mellem innovationstjekkede virksomheder og private rådgivere, forskere og andre videnspersoner – en kontakt, som ellers ikke havde fundet sted. Vi ved, at virksomhedernes innovationsevne er afgørende for vækst. Så når InnovationsAgenterne skaber koblingen mellem virksomheder med et vidensbehov, og dem der sidder med den efterspurgte viden, øger det ikke alene den enkelte virksomheds innovationsevne og skaber potentiale for vækst, men giver også et stærkere ståsted i forhold til global konkurrence, siger han.

Fokus i den nye treårige periode

InnovationsAgenternes hovedopgave vil også fremover være at udføre gratis Innovationstjek.
Et Innovationstjek indebærer, at agenten sammen med virksomheden gennemfører en screening af virksomhedens innovationsbehov og –udfordringer og kommer med anbefalinger til mulige nye samarbejds- og videnpartnere til at løfte de identificerede udfordringer.

Endelig hjælper InnovationsAgenten virksomheden med at få kontakt til relevante samarbejdspartnere eller videnkilder. Disse kan komme fra både universiteter, erhvervsakademier, private rådgivere, GTS-netværket, innovationsnetværk, brancheforeninger og andre.

Som noget nyt udvikler InnovationsAgenterne en online-selvtest, der giver virksomhederne mulighed for at teste deres innovationsbehov og -parathed. På baggrund af svarene får virksomheden vejledning i eventuelle næste skridt, hvoraf Innovationstjekket kan være et.

http://www.innovationstjek.dk

4/2 2016