
Stor studie-kæde skifter til OLED-monitorer
Studios, der er en af Nordens største full-service facility providere, har valgt at udskifte alle deres monitorer i afdelingerne i Danmark, Norge og Sverige til Sony OLED-monitorer.
Studios, der er en af Nordens største full-service facility providere, har efter grundige tests udskiftet alle deres monitorer i afdelingerne i Danmark, Norge og Sverige til Sony OLED-monitorer. Som nogle af de første kan Studios således nu tilbyde deres kunder et gennemført HD-workflow.
Studios lægger produktionsfaciliteter til flere end 3.000 timer TV om året. Som nogle af de eneste kan Studios tilbyde deres kunder hele paletten af teknik fra TV-studier over direkte transmissioner, udlejning, post production, OB-produktion og R&D til systemintegration.
- Vi har løbende opgraderet hele vores workflow med Sony Full HD-udstyr begyndende med studiekameraerne til nu studiekontrollen, fortæller Peter Seehausen, der er adm. direktør for Studios.
CRT er for bedsteforældre
Studios har længe ønsket at udskifte deres gamle CRT-monitorer. De ved, at deres kunder og alle slutbrugerne i dag har TV-skærme, der er i stand til at gengive HD. Derfor skal monitorerne naturligvis være mindst lige så gode.
- Det er jo kun bedsteforældre, der i dag har CRT derhjemme, smiler Peter Seehausen.
Skiftet fra SD til HD i produktionsmiljøet er generelt kommet langsommere, end Studios havde ventet. Således har mange produktionsselskaber og broadcastere produceret i SD ind til for ganske nyligt.
- Men HD er klokkeklart NU! Og efterspørgslen er der, ved Peter Seehausen.
- Nu producerer vi også vores store flagskibsproduktioner som Vild Med Dans til TV2 Danmark i HD.
Grundige test
Studios har i dag op mod 50 OLED-monitorer til redigering og produktionskontrol. Gennem flere år har man testet en række nye skærme, men ikke tidligere kunnet finde en monitor, der både kan håndtere HD og SD.
- Det har været magtpåliggende at finde en skærm, der er en værdig afløser for CRT-skærmene - også ved SD-produktion. Største udfordring har altid været, at de skal kunne vise dybsort, hvilket den traditionelle LCD-monitor har svært ved. Denne egenskab er først kommet med OLED-monitoren fra Sony.
I de indgående test inddrog Studios deres professionelle brugere.
- Vi lever af at kunne tiltrække kunder. Vi bliver målt og vejet hver gang, så vi ville kunne miste job, hvis vi ikke kan leve op til vore kunders krav. Derfor har brugerne været med ved opgraderingen af studiekontrollerne og skærmene.
Det billigste havde for Studios været at installere multiview-systemer i studiekontrollerne. Men man valgte at invitere brugerne - producerne og klipperne - og høre deres meninger.
Multiviewere ville give mindre opløsning per kilde til HD end de tidligere SD-skærme - faktisk ville det være en nedgradering i opløsningen. Derfor valgte Studios at give hver HD-kilde sin egen skærm. Her vil HD vises, som det skal se ud.
- Vi laver meget live, og hvis en multiviewer gik ned, ville vi miste en stor del af vore kilder. En enkelt skærm kan hurtigt erstattes af en anden. Og så er der ingen delay med en skærm pr kilde, når vi producerer musik.
- Derfor har vi prioriteret at få en OLED-skærme til alle i produktionskontrollen - også til 'bagbænken', hvor redaktøren og redaktionschefen sidder.
- Mange leverandører vælger at spare her, men alle skal have samme oplevelser og referencer. Det er det værd. Alle kan jo se en kæmpe forskel på SD og HD, men ikke hvis det bliver komprimeret og nedskaleret til en dårlig skærm.
Overbevist på NAB
OLED-monitoren så Peter Seehausen første gang på NAB i 2010. Han kom på Sony-standen ind i et helt mørkt rum, hvor tre monitorer stod tændt uden billeder på skærmen. Det eneste, han så, var to grå firkanter.
- OLED-monitoren var den eneste, der var tændt og helt sort. Her var en værdig afløser, blev vi klar over. Så jeg købte med det samme tre skærme, forklarer Studios chef.
Studios blev på den måde de første i Danmark med OLED. Brugerne tog godt imod dem, så Studios købte yderligere 20 til redigeringssuiterne. Og kort tid efter yderligere 25-30 til studiekontrollerne. Alt i alt har man i dag ca 50 OLED-skærme - Sony PVM-1741 og PVM-2541, og man har lige udvidet med ekstra en bestilling på 8 styk 2541’ere
Kravene fra en start var:
1/Sort skal være dybsort og ikke blåsort som på LCD-skærme.
2/Skærmen skal også vise kontrast i skyggeområderne. På OLED kan man se både farver og detaljer bedre end på CRT.
3/Skærmen har en god down converter, så når projekterne er i SD, er OLED også en god reference-monitor.
- Vi forsøger altid 'at være fremme i skoene', så vi kan tilbyde vore kunder det nyeste. Men vi kan samtidig være konkurrencedygtige, fordi vi har en høj belægning på vores faciliteter. Så vi er de første i det kommercielle studiemiljø - i al fald i Danmark - der kan tilbyde HD i hele workflowet fra Sony HD-kameraerne og HD-optikker og hele vejen via HD-router til output på Sony OLED-monitorer, siger Peter Seehausen.