ICAPE Denmark A/S
Test banner
Stifteren af Universal Robots fik Automatiseringsprisen 2013

Stifteren af Universal Robots fik Automatiseringsprisen 2013

Stifter og CTO i Universal Robots, Esben Østergaard, modtog i forbindelse med åbningen af hi13 Automatiseringsprisen 2013.

Industrien viste i dag stor anerkendelse af den kolossale succes, som stifter og CTO i Universal Robots, Esben Østergaard, har skabt ved at realisere en helt ny generation af industrirobotter. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vesterager overrakte den prestigefyldte 'Automatiseringsprisen 2013' ved åbningen af industrimessen hi13 i Herning.

DIRA Automatiseringsprisen tildeles Esben Østergaard for hans innovative arbejde med at gøre robotter mere tilgængelige og nemmere at programmere samt for at have løst et udækket behov for fleksibel automation hos alle størrelser industrivirksomheder.

Universal Robots er den første danske robotproducent nogensinde, der har gjort det muligt også for industriens mange små og mellemstore virksomheder at automatisere opgaver og processer overalt i deres produktion. De danske robotter UR5 og UR10 optimerer og effektiviserer opgaver, der førhen måtte løses manuelt og derigennem styrker de konkurrenceevnen, fastholder og skaber nye jobs og styrker kvaliteten af både produkterne og arbejdsmiljøet.

- Jeg synes der var en særlig grund til at give ham DIRAs Automatiseringspris, da han har sørget for et samspil mellem vækst og innovation, fortalte Margrethe Vestager ved prisoverrækkelsen i Herning tirsdag.

Ideen til Universal Robots opstod for 8 år siden, da tre danske forskere konstaterede, at robotter reelt ikke var tilgængelige for det store flertal af industrivirksomheder, ligesom der også var ensidige opgaver, som også industriens giganter måtte opgive at automatisere.

Derfor besluttede de at udvikle en helt ny generation af lette, fleksible, mobile og prisgunstige industrirobotter, der kunne køre uden afskærmning. Ambitionen var også at gøre op med, at robotter kun var for eksperter blandt andet ved at indføre 3D-grafik på styre-enheden og dermed gøre programmeringen meget mere intuitiv.

Ideen blev ført ud livet i løbet af få år i form af de seks-aksede robotarme UR5 og UR10, som der nu er installeret over 2000 eksemplarer af globalt. Aftagerne er alt fra maskinfabrikken med en håndfuld ansatte og til giganterne. Udover at de danske robotters succes i sig selv skaber masser vækst og beskæftigelse hos Universal Robots, gør robotterne en mærkbar forskel hos slutbrugerne

- Det er en historie om en rejse, der startede som en idé om et produkt, der nu er et industriprodukt. Vores idé var god, og vi er nu endnu mere interesserede i at se, hvor langt vi kan drive det, fortalte Esben Østergaard. 

- Denne pris betyder faktisk rigtigt meget for os; I en hektisk hverdag, hvor der hele tiden er masser af udfordringer og opgaver, er det rigtigt opmuntrende og givende at få sådan et fornemt skulderklap, fremhævede han.

Dette års rekord høje antal indstillinger til DIRA Automatiseringsprisen 2013 viser, at der godt gang i automatiseringen af den danske industri. En bølge af automatisering, der ifølge de seneste robotstatistikker er på niveau med årene før krisen, og som er med til at øge produktiviteten og konkurrenceevnen hos de enkelte virksomheder samt forbedre samfundsøkonomien ved at fastholde arbejdspladser og dermed sikre et højt skattegrundlag i Danmark.

Esben Østergaard blev indstillet til DIRA Automatiseringsprisen 2013 af lektor, Ph.d.  Bo Nørregaard fra Mærsk Instituttet.

- Universal Robots' lille smarte robotarm har virkelig givet mulighed for, at også meget små virksomheder kan producere meget mere effektivt. Universal Robots har fuldstændig ændret betingelserne for automation i industrien. Spillereglerne er ændret, og  det er bl.a. Esben Østergaards fortjeneste. Universal Robots har bidraget væsentligt til udbredelse af robotautomation, siger Bo Nørregaard.

3/9 2013