
Ny robot-uddannelse giver Odense-klyngen et stort boost
Syddansk Universitet byder fra september 2017 velkommen til 40 nye studerende til den nyetablerede uddannelse som Diplomingeniør i robotteknologi. Det nye uddannelsestilbud skaber stor glæde i Odense-klyngen.
Kort før jul kunne ministeriet for forskning og videregående uddannelser løfte sløret for, at Syddansk Universitet fra september 2017 byder 40 nye studerende velkommen til den nyetablerede uddannelse som Diplomingeniør i robotteknologi. Den besked vækker stor glæde i klyngen Odense Robotics, hvor de lokale automations- og robot-virksomheder er samlet.- Det er helt perfekt for os, at der nu kommer endnu flere dygtige unge studerende til fødekæden i nærområdet. Vi har allerede et virkelig godt samarbejde med SDU, og vi ser frem til at skrue yderligere op for indsatsen nu, siger direktør Mads Andresen fra virksomheden Inwatec, hvor der produceres robotter til vaskeriindustrien verden over.
- I forvejen har næsten hele vores voksende hold været en tur forbi SDU, inden de kom til os, og der er ingen tvivl om, at hele verdens ypperste specialister inden for robotteknologien i øjeblikket bliver uddannet i Odense som civilingeniører i Robotteknologi. Det er fantastisk, at vi kan se frem til endnu flere nye kuld, der så at sige har fået robotuddannelsen ind med modermælken. Vi er mange, der slås om deres gunst, så det må være en af de mest fremtidssikrede uddannelser i øjeblikket, fortsætter Mads Andresen.
Masser af praktikpladser til rådighed
Diplomingeniøruddannelsen sigter mod at levere de uddannede til arbejdsmarkedet efter tre et halvt års studier, og de første hold kan således med stor sandsynlighed se frem til fastansættelse i den boomende industri allerede i januar 2021. Langt størstedelen af de kommende studerende vil få opgaver hos virksomhederne inden da.
Som en led af uddannelsen, der er erhvervsrettet, indgår nemlig et halvt års praktik, og i skarp kontrast til andre faggrupper, er der bestemt ikke mangel på praktikpladser.
- Vi har allerede haft en del SDU-studerende, der lavede specialer hos Inwatec, og andre har haft studiejob hos os, mens de gjorde deres uddannelse færdig. Hvis jeg ser mig omkring på kontoret, gælder det faktisk de fleste af de fastansatte hér i huset, at de blev tilknyttet Inwatec allerede i studietiden. Og vi har plads til mange flere - jeg forventer, at vi har brug for mindst 20 robot-specialister i løbet af de kommende år. Jeg kan ikke forestille mig, at billedet er anderledes hos vores øvrige kollegaer i Odense Robotics, slår Mads Andresen fast.
Stort potentiale i erhvervsrettet uddannelse
Hos Egatec, hvor der produceres automations- og robotløsninger til alle industrier, bekræftes den opfattelse. I dag beskæftiger 14 af Egatecs ansatte sig med opgaver af den slags, som de kommende diplomingeniører oplagt kan byde ind på, og lige nu har Egatec stillingsopslag på seks yderligere, så inden længe vil 20 ansatte arbejde på området.
"Det er en uddannelse, som vi har sukket efter længe som supplement de eksisterende. I mine øjne er det perfekt, at vi kan se frem til at få en gruppe studerende, der får et lidt kortere og mere erhvervsfokuseret forløb. De bliver klædt godt på til at komme i gang med de mange, mange opgaver, der venter i det private erhvervsliv, siger administrerende direktør Mads Nychel, der forestiller sig, at Egatec også i de kommende år vil få mange flere ansatte:
- Automations- og robotløsningerne er stadig relativt nye, og udviklingspotentialet er enormt, så vi forventer, at ordrebøgerne bliver fyldt hurtigt i lang tid endnu. Hvis vi skal følge med, skal vi også bruge flere folk, konstaterer han.
10.000 nye arbejdspladser i 2025
Som baggrund for oprettelsen af uddannelsen ligger en rapport fra McKinsey&Company, der viser, at netop robotteknologien er væsentlig for, at den danske fremstillingsindustris vækst kan fortsætte i en grad, der i 2025 kan føre til øget eksport for op til 23 milliarder kroner i 2025 og 10.000 nye arbejdspladser.
Alene i Odense Robotics skønnes det, at der i 2017 vil mangle 1.000 kvalificerede ansøgere til de opslåede stillinger, heraf omkring 700 ingeniører med fokus på robot- og automationsløsninger. Til sammenligning dimitterede der 37 civilingeniører i robotteknologi fra Syddansk Universitet i 2015, og når resten af verdens behov for de samme specialister tages med i ligningen, er hullet endnu større.
- Vi har ansatte af otte nationaliteter hos Inwatec, og billedet på verdensplan er det samme. Det betyder ikke noget, hvor folk kommer fra, vi vil alle have de bedste. Men naturligvis er det klart en fordel for Odense-virksomhederne, at vi i fremtiden allerede kan lokke de unge til under deres uddannelse, og det ser vi meget frem til, konstaterer Mads Andresen.