
Mikkelsen styrker organisationen
Mikkelsen Electronics udvider salgsorgansationen og etablerer projektteams med ekstra 'ingeniørmuskler'.
'Mere kvalitet til kunderne' er nøgleordene i den nye salgsorganisation, som Mikkelsen Electronics A/S i disse dage implementerer. Etablering af projektteams med ekstra ingeniørmuskler skal sikre et endnu større fokus på kundetilpassede kvalitetsløsninger.Samtidig oprustes med en ny CCO.
Den nye salgsorganisation består af reelle projektteams med både sælgere og de applikationsingeniører, der normalt udarbejder kundens produktløsning.
- Vi har superdygtige sælgere, der også har en stor grad af teknisk viden, men vi syntes, at det var naturligt at bygge en ekstra produktionsviden på i salgsorganisationen. Nemlig med de applikationsingeniører, der også udarbejder produktløsningen. Vi rykker hermed den løsningsorienterede organisation meget tættere på kunden, siger Jürgen A. Haberl, CEO i Mikkelsen Electronics A/S.
Han fremhæver, at det er lykkedes Mikkelsen, at tiltrække en kommerciel stærk profil til positionen som CCO, nemlig Kent Eliot Johansen, der kommer fra en stilling som Segment and Sales Manager i Schneider Electric, hvor han i en årrække har arbejdet med segmentering og salg af tekniske løsninger. Ydermere har han arbejdet for virksomheder som Philips, Rockwell Automation og Hougaard & Koefoed.
Den nye organisation er så småt ved at være på plads, men Mikkelsen Electronics har i øjeblikket endnu to opslåede stillinger. Den ene som intern sælger med god teknisk ballast og den anden som applikationsingeniør.
Mikkelsen Electronics A/S er et 100% danskejet selskab, der blev stiftet i 1971. Udbuddet af såvel komponenter som kundespecifik produktion har betydet, at Mikkelsen Electronics i dag råder over en særdeles kvalificeret medarbejderstab, der kan gå ind i et udviklingsarbejde sammen med kunderne. Særligt indenfor kabelmontage og støbninger i Technomelt er Mikkelsen Electronics på forkant. Virksomheden åbnede en produktion i Serbien i 2014.