ICAPE Denmark A/S
Test banner
Mikkelsen Electronics får nye 'tunge' bestyrelsesmedlemmer
Kim Christiansen og Allan J. Vestergaard er trådt ind i bestyrelsen hos Mikkelsen Electronics.

Mikkelsen Electronics får nye 'tunge' bestyrelsesmedlemmer

Allan J. Vestergaard og Kim Christiansen indtræder som nye bestyrelses-medlemmer i Mikkelsen Electronics A/S, hvor familien nu formelt er trådt tilbage.

Som led i en yderligere professionalisering har det familieejede Mikkelsen Electronics A/S ændret bestyrelsessammensætningen og familien er nu formelt trådt ud af bestyrelsen. I stedet for Anne Levinsen og Ulla Haberl indtræder Allan J. Vestergaard og Kim Christiansen.

Allan J. Vestergaard stod som adm. dir. bl.a. bag restruktureringen af GN Store Nords selskab NetTest A/S, som senere blev solgt til japanske Anritsu og har også tidligere været adm. dir. i bl.a. Reson A/S, der producerer sonarudstyr. Allan J. Vestergaard har en Ph.D. i organisationsteori og har siden 2000 arbejdet i en lang række af bestyrelser både i og udenfor Danmark.

Kim Christiansen har haft ledende stillinger i teknologivirksomheder inden for international forretningsudvikling, salg og markedsføring samt R&D, siden han dimitterede som civilingeniør fra DTU. Kim Christiansen har arbejdet med et bredt spekter af teknisk avancerede produkter i bl.a. CST – Copenhagen Sensor Technology og Reson A/S og er netop tiltrådt en stilling som Vice President i Ellipse A/S.

Mikkelsen Electronics A/S blev grundlagt af nu afdøde Marius Mikkelsen og siden 2000 har ejerkredsen bestået af hans hustru, Inga Mikkelsen, samt hans to døtre, Anne M. Levinsen og Ulla Holmen Haberl. Døtrene ejer hver 40% af virksomheden og ledes til daglig af Jürgen A. Haberl. Den nye bestyrelse består foruden Allan J. Vestergaard og Kim Christiansen også af Jens Erik Thorndahl. Sidstnævnte er adm.dir. i Athena IT-Group A/S.

- Der er ingen tvivl om, at det er et stort skridt for os at slippe tøjlerne, men vi ønsker at tilføre nogle kompetencer, vi som ejere ikke kan byde ind med og samtidig har vi helt klare ambitioner med Mikkelsen Electronics, forklarer Ulla Haberl.
- Det er en stor glæde, at vi har kunnet tiltrække så 'tunge drenge' til vores bestyrelse og jeg er sikker på, at det vil være en stor gevinst for vores virksomhed.

15/9 2014