ICAPE Denmark A/S
Test banner
Markedsplads for genanvendt elektronik runder første milliard euro i salgsværdi

Markedsplads for genanvendt elektronik runder første milliard euro i salgsværdi

Markedspladsen for genanvendt elektronik, Refurbed, der gik ind på det danske marked i 2022, har rundet sin første milliard euro i samlet salgsværdi.

Siden Refurbed blev grundlagt i 2017, har den europæiske markedsplads for genanvendt elektronik oplevet stigende interesse og vækst. Nu har virksomheden rundet sin første milliard euro i gross merchandise value, der betegner den samlede salgsværdi, som platformen har opnået på tværs af syv europæiske markeder, herunder Danmark.

- Vi er utroligt stolte og glade over at have rundet denne salgsmilepæl, som alle vores medarbejdere har bidraget stort til. På vegne af hele Refurbed vil jeg gerne sige mange tak til alle vores kolleger og samarbejdspartnere, siger Peter Windischhofer, medstifter af Refurbed.

Peter Windischhofer ser milepælen som et tegn på, at forbrugerne bliver mere opmærksomme på de miljøtunge produktionsforhold og voksende mængder af elektronisk affald, som produktionen af nye elektroniske produkter medfører.

I den forbindelse viser en ny livscyklusrapport, som Refurbed har fået udarbejdet af forskningsinstituttet Fraunhofer, at man kan spare klimaet for helt op til 91 procent CO2, 97 procent vand og 80 procent e-affald ved at købe genanvendt elektronik frem for ny.

- Vi har en klar vision om at gøre europæernes elektronikforbrug mere miljøvenligt gennem en mere cirkulær økonomi. Og på sigt håber vi at gøre genanvendt elektronik til en helt normal forbrugskategori som en hvilken som helst anden, siger Peter Windischhofer.

Siden Refurbed indtog Danmark i juni 2022, har markedspladsens danske salg sparet klimaet for over 138 millioner kilo CO2-udledning og over 400.000 kilo elektronisk affald. Samtidig har virksomheden plantet over 46.000 træer – ét for hvert solgte produkt herhjemme – for at mindske CO2-emissioner yderligere.

6/7 2023