ICAPE Denmark A/S
Test banner
Mangel på software-ingeniører er et nationalt problem
Chefkonsulent Christian Graversen fra Dansk Industris ITEK-sektion.

Mangel på software-ingeniører er et nationalt problem

Manglende mobilitet får virksomhederne til at hente elektronikspecialister i udlandet. Behov for investering i nye udviklingsværktøjer og testfaciliteter.

Manglen på softwareingeniører, og udviklere med speciale i embedded softwaresystemer er ved at udvikle sig til et nationalt problem. Derfor vælger flere virksomheder at hente specialisterne i udlandet eller flytte udviklingen til lande, hvor man finder arbejdskraften med de nødvendige kompetencer.

-Det er tankevækkende, at det er lettere at hente udlændinge til Danmark end få danske specialister til at flytte til eksempelvis Nord- og Sønderjylland, hvor jobbene er. Vores mobilitet er alt for lav. Kører du halvanden time med tog fra London, når du ud til Oxford. Det regner man ikke for noget. Gør du det samme fra København, når du Odense, og så er det en lang tur for mange, siger chefkonsulent Christian Graversen fra Dansk Industris ITEK-sektion.

ITEK-virksomhederne arbejder med it, tele, elektronik og kommunikation omsætter for 200 milliarder årligt. Heraf kommer 60 milliarder fra elektronik-området, når man medregner virksomheder som Danfoss, Vestas, Grundfos.

-Vi mangler medarbejdere med en dyb teoretisk og faglig viden og som samtidig har en forretningsmæssig forståelse. Det er urimeligt at tro, at nye ingeniører har kompetencer på niveau med en ingeniør, der blev færdiguddannet for 5-10 år siden. Derfor henter flere virksomheder specialister i Tyskland. Det er lettere at hente dem til landet, end få ingeniører til at flytte fra Hovedstadsområdet, siger Christian Graversen.

- Og når du så endelig har fået ansat de ingeniører, du mangler, så nytter det ikke noget at lade dem arbejde med ældre udviklingsværktøjer. De skal have den nyeste software, og testfaciliteter, hvis du vil være sikker på, at udviklingen tager den rigtige retning, siger, tilføjer direktør Flemming Jensen fra Brancheforeningen Professionel Elektronik.

Både Professionel Elektronik og ITEK er sammen med Odense Congress Center arrangør af efterårets store elektronikudstilling E-14, der finder sted fra den 2. september i den fynske hovedstad. Her vil der udover en præsentation af de nyeste hard- og softwareværktøjer blive fokuseret på bl.a. uddannelsessystemer, og hvordan man tiltrækker medarbejdere.

-Virksomhederne skal også øge produktiviteten. Vi skal gøre op med plejer tankegangen. Det stiller krav til medarbejderne og det udstyr de anvender. Kan vi det, tror jeg, vi er i stand til at udvikle nye områder, der på sigt vil kunne måle sig med det, vi skabte indenfor mobiltelefonien, fastslår Christian Graversen.
13/3 2014