
Intellligent dansk IoT-løsning nedbringer hospitalserhvervede infektioner
Det danske firma SaniNudge kombinerer i en ny løsning adfærdsforskning, IoT til hospitaler, big-data og Machine Learning med en helt almindelig sprit- eller sæbedispenser, der findes overalt på hospitaler.
Et håndtryk er for de fleste en indgroet kulturel gestus for at skabe tillid og imødekommenhed mellem mennesker, desværre er det også den enkeltstående største årsag til hospitalserhvervede infektioner. Den åbenlyse løsning kunne være at undgå håndtryk, men det vil af de fleste blive opfattet som værende uhøfligt og distancerende.Derfor har man i sygehussektoren konstant fokus på at opretholde og forbedre en god hygiejnekultur, dette resulterer i en konstant strøm af hygiejne kampagner, oplæring i nye rutiner og opfølgning - alt sammen noget der tager tid og ressourcer fra behandlingen og desværre har kampagnerne indtil videre kun haft kortvarig effekt.
SaniNudge kombinerer den sidste nye viden indenfor adfærdsforskning, IoT for hospitaler, big-data og Machine Learning med en helt almindelig sprit- eller sæbedispenser som allerede findes i milliontal på sygehuse verden over.
Morten T. Egholm, Ingeniør og en af de tre stiftere af SaniNudge fortæller:
- Teknikken er indbygget i en lille enhed med en højttaler og et simpelt display, der kan vise enkle illustrationer til brug for nudgingen og den monteres let udenpå en eksisterende dispenser. Derudover indgår navneskilte til de ansatte som indeholder en chip, ligesom der ved hver seng er monteret en chip. Alle informationer indsamles trådløst af en central enhed på afdelingen, som sender data videre til behandling og tilbage til dispenserne.
- Det hele agerer autonomt og baserer sig på automatiseret aktiv nudging af den enkelte medarbejder, fortæller Theis Jensen, forretningsudvikler og den anden af de tre stiftere - og fortsætter:
- Det har været vigtigt for os, at lave et koncept der baserer sig på ’venlig henstilling til den enkelte’ fremfor at udstille individer. Det har vi mulighed for, da systemet registrerer personalets individuelle færden og udover at huske dem på at der skal afsprittes, kan det også registrere om de har været forbi spritdispenseren, inden de går videre til en ny patient.
Marco Bo Hansen Læge, PhD, forsker og den 3. medstifter, har sin daglige gang på skadestuen på Holbæk sygehus, og kender på sin egen krop til en hektisk hverdag og til hvor vigtig håndhygiejne er. Han fortæller:
- På europæisk plan inficeres 4,1 millioner mennesker årligt og 37.000 dør af infektionen. På en gennemsnits vagt skal der sprittes hænder 100 gange, men i praksis sker det kun en tredjedel af gangene. Vi ved jo alle godt at det er af afgørende betydning for at få vendt kurven, at få forbedret håndhygiejnen, men alle kan glemme eller blive forstyrret – specielt når det går stærkt. Derfor ser vi IOT baseret nudging som en oplagt mulighed for at hjælpe de ansatte med at gøre rutiner til indgroede vaner og da systemet ikke kræver nogen oplæring, eller speciel opmærksomhed fra ledelsen, er det svært at finde argumenter for ikke at gøre det.
Theis Jensen supplerer:
- Vi har nu testet de første prototyper på Arhus Universitetshospital og testen viser at det i løbet af kort tid er muligt at flytte hele afdelinger fra 28% til 56% compliance og til januar har vi planlagt yderligere test på 2 forskellige hospitaler, hvor vi har mulighed for at forfine systemet yderligere og se hvad langtidseffekten er. Systemet kan også inkludere patienter og pårørende, og på sigt fx også indikere hvilke toiletter der har behov for rengøring vurderet ud fra hvor ofte de har været brugt.
SaniNudge er en af 20 deltagende virksomheder i Danish Tech Challenge 2016, som RS Components har valgt at sponsere, det er Danmarks eneste forløb udelukkende for iværksættere, der arbejder med hardware. Bag forløbet står Industriens Fond og Scion DTU.
- RS Components er stolt af at kunne bidrage til iværksættermiljøet med vores sponsorat og er meget imponeret over hvordan SaniNudge har kombineret Nudging med hardware til noget der ultimativt kan redde liv, siger Country Manager Anders Friis og fortsætter:
- Vi støtter Danish Tech Challenge med samlet set 100.000 kr., som de deltagende virksomheder kan bruge på RS Online til at købe lige præcis de produkter, de står og mangler, for at kunne færdigudvikle deres produkt. Det her er endnu et godt eksempel på, hvordan det kan gøres.
www.saninudge.com