
Google indtog Aalborg
Google afholdt onsdag den 18 maj. for 9. år i træk en verdensomspændende event. I Aalborg var knap 200 it-specialister med til den interaktive event, som havde fornemt besøg fra Googles europæiske hovedkontor i London.
It-klyngen BrainsBusiness og it-virksomheden MapsPeople var onsdag vært ved Nordeuropas største Google I/O Extended-event i Aalborg. Knap 200 it-specialister blandt andet fra store virksomheder som Intel, KMD og Samsung deltog i eftermiddagens og aftenens program, som blev afholdt på Aalborg Universitets nye bygning på havnefronten, CREATE.
Det er fjerde år i træk, at BrainsBusiness og MapsPeople samarbejder om at afholde eventen, og hvert år er deltagerantallet vokset markant:
- Google I/O i Aalborg startede lidt som en intern event qua vores mangeårige og tætte samarbejde med Google. Siden viste der sig en stor interesse fra andre virksomheder i at deltage, og i går kunne vi så afholde Nordeuropas største af slagsen, siger adm. direktør Michael Gram fra MapsPeople og fortsætter:
- Det kan ellers være svært at samle travle it-specialister til events som denne, men Googles betydning for den globale it-industri er jo enorm, og det er selvfølgelig årsagen til den store interesse.
Google I/O i Aalborg startede kl. 14 med et såkaldt Code Lab, hvor kodere fik mulighed for at prøve kræfter med det nye kodesprog Dartino (Dart til IoT – Internet of Things). Det er tre medarbejdere fra Google i Aarhus, der stod for afviklingen af Code Lab. Derefter var der besøg fra Googles europæiske hovedkontor i London med Business Development Manager for Google Chrome og Android, Rune Bentien, som løftede sløret for nogle af fremtidens Google initiativer.
- Det kan måske være svært for udenforstående at sætte sig ind i, hvor stor en begivenhed det her er. Men meget af det, som Google laver, får betydning for store dele af jordens befolkning, og derfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af det, forklarer Co-Cluster Manager Birgit Pia Nøhr fra BrainsBusiness, der har stået for formidlingen af eventen til de godt 150 nordjyske it-virksomheder, der er en del af klyngen.
Blandt dette års deltagere var også Success Engineer Mikkel Jensen fra Miracle A/S, som i år deltog for 3. år i træk:
- Jeg har deltaget i Google I/O Extended i Aalborg i både 2014 og 2015 og var ikke i tvivl om, at jeg også skulle deltage igen. Det fantastiske Code Lab, menneskerne der deltager og atmosfæren gør det til den bedste måde at opleve Google I/O på afstand, siger han.