Erik Balck Sørensen, investeringsdirektør i EIFO. Foto: Caroline BjørnerFremtiden tegner lysere for danske startups og scaleups
Danske iværksætteres muligheder for at tiltrække kapital har i de seneste år været påvirket af krigen i Ukraine, usikkerhed om forsyningskæder, inflation og høje renter. Men det ser ud til igen at gå mod lysere tider, viser EIFO-analyse.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, konstaterer i en ny analyse kaldet 'From Startup to Scaleup', at danske iværksættere og vækstvirksomheders muligheder for at rejse kapital ser ud til at bedres.
Analysen afdækker udviklingen på de danske kapitalmarkeder for iværksættere og vækstvirksomheder over de sidste 18 måneder. Den er bygget op omkring de finansieringstilbud, som typisk vil være relevante for vækstvirksomheder på forskellige stadier af vækstrejsen – fra finansieringsmuligheder til startups i det tidlige stadie, til lånefinansiering og eksportfinansiering til mere etablerede SMV'er, der skal erobre nye markeder i udlandet, og til i sidste ende børsnotering.
- Der er stadig områder, hvor det halter, men det ser ud til, at adgangen til kapital for danske iværksættere bliver lettet. I 2024 er inflationen, såvel som renterne, stabiliseret, og der er rentesænkninger og dermed også billigere finansiering i vente. Sammen med bedre udsigter til vækst, vil det styrke investorernes lyst til at investere, og i det hele taget vil det give danske SMV'er bedre adgang til finansiering til deres vækst, konstaterer Erik Balck Sørensen, investeringsdirektør i EIFO.
Han fremhæver særligt fire udviklinger i analysen:
- Den første er, at egenkapital-crowdfunding med iværksætterreformen ser ud til at blive et relevant finansieringstilbud for tidligt stadie-virksomheder. Den anden er, at vi på det danske venturemarked i 2023 – i modsætning til resten af verden – beløbsmæssigt voksede med 24 pct., mens der var 9 pct. flere transaktioner. Fortsætter udviklingen fra første halvår i andet halvår, kommer 2024 til at blive endnu bedre. Den tredje er, at grønne investeringer ser ud til at sætte rekord i 2024, og den fjerde er, at de udenlandske investorer i både venture og buyout efter et kortere fravær nu er ved at vende tilbage.
- Det er gode nyheder. Ikke mindst for founders. For dem betyder det, at de ikke behøver at sælge for meget ud og for tidligt. Det sikrer lysten og kraften til fortsat innovation og vækst. Derudover giver det os en mulighed for at holde de gode virksomheder i landet, fortsætter Erik Balck Sørensen, der dog samtidig er ærgerlig over udviklingen, hvad angår både buyout-segmentet, hvor der er færre deals verden over, og i forhold til danske børsnoteringer, der i 2023 kun bød på tre af slagsen og indtil videre ingen i år.