ICAPE Denmark A/S
Test banner
Data genskabes i ødelagt elektronik

Data genskabes i ødelagt elektronik

Nordens førende leverandør af services inden for datarekonstruktion og sletning, Ibas, ser tilbage på 2015 med flere utrolige projekter, hvor der er lykkedes at gendanne data i komplet ødelagte elektronikprodukter.

Nogle oplever desværre den ulykkelige situation, at deres hus brænder ned. Men hvad gør du, hvis din computer med alt din data, børneportrætter og ferieminder bliver fanget i flammerne?

Ibas fik i 2015 besøg af en kunde med en computer, som ikke bare var brændt, men også oversvømmet af vand fra brandslukningen. Ibas formåede i løbet af få timer at genskabe 100 procent af data fra den brændte harddisk.

- Vi oplever ofte, at det er muligt at genskabe data fra brændte enheder. Harddiskenes metalhuse yder nemlig rigtig god beskyttelse mod varme. Med denne opgave forsøgte vi først at trække et image uden at åbne disken, men det var ikke muligt. Derfor blev disken skilt ad i et specielt rum, hvor luften udskiftes for at undgå støv og andre uønskede partikler. Det lykkedes at finde alle data frem fra den ødelagte harddisk og omdanne dem til et image, der blev sendt til vores server. Derefter lagde vi dem over på en ny harddisk, som blev sendt hjem til den uheldige kunde, siger landechef Henrik Andersen, Ibas Danmark.

Når iPad’en kører af sporet

Ibas fik i 2015 også besøg af en mand, der havde tabt sin iPad ud af et togvindue, fordi han ville tage et billede i susende fart, mens toget kørte. Da han gik tilbage langs sporet, fandt han de sørgelige rester af sin knuste iPad.

- iPad’en var totalt smadret, og umiddelbart skulle man tro, at al data var ødelagt. Selve elektronikken var beskadiget, og iPad’en genstartede sig selv hvert andet minut. Vores ingeniører havde et vindue på et par sekunder til at udføre datainddrivelsen, inden iPad’en genstartede igen, men det lykkedes til kundens store glæde at få genskabt alle data, forklarer Ibas’ danske landechef, Henrik Andersen.

Smartphone kørt over af havetraktor

Flere har måske allerede været i samme båd som denne kvinde, der sidste sommers var i gang med at slå græs, da hendes smartphone ved et uheld ryger ud af lommen. Hun opdager det først, når hun har kørt telefonen over og de sørgelige plastik og glasrester ligger i stykker på græsset. Den ødelagte og lettere krøllede smartphone blev sendt ind til Ibas i håbet om, at de kunne gendanne data.

Selvom telefon var groft medtaget, fik Ibas alle data genskabt. Processen med at genskabe data på en smartphone fungerer i princippet på samme måde, som fra enhver anden harddisk, men kompleksiteten er væsentligt højere.

- Det kræver med andre ord flere ressourcer, men vi gør altid vores bedste og går gerne en ekstra kilometer for at gøre vores kunder glade, siger Henrik Andersen.

4/1 2016