
Danske ingeniørtalenter bruger sommerferien på inspirationstur hos Huawei i Kina
Ti talentfulde studerende fra Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet er netop hjemvendt fra Kina. Her har de tilbragt to uger af deres sommerferie på at deltage i Huaweis prestigefyldte talentprogram 'Seeds for the Future'.
For de fleste er sommer lig med ferie, afslapning og en pause fra fagbøgerne. Men for ti danske ingeniørstuderende har sommerferien i år været ganske anderledes. De har nemlig brugt to uger af deres sommerferie i Kina efter at være blevet udvalgt til at deltage i Huaweis talentprogram Seeds for the Future. Et unikt program, hvor studerende fra 70 lande fra hele verden bliver budt indenfor i en af verdens førende teknologivirksomheder.De studerende er nøje udvalgt af Huawei. Og målet er klart: Huawei vil inspirere nogle af verdens dygtigste studerende til at vælge en karriere inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT). En branche, hvor der er mangel på dygtige ingeniører:
- Med Seeds for the Future-talentprogrammet får de studerende et unikt indblik i de nye teknologier inden for netværk og telekommunikation. Samtidig får de mulighed for at opleve, hvordan vi hos Huawei arbejder med innovation. Vi vil gerne investere i de bedste studerendes udvikling og give dem en smagsprøve på en karriere inden for IKT, samtidig med at de får mulighed for at udvikle et værdifuldt netværk med andre studerende fra rundt omkring i verden, siger Xiao Binbing, CEO for Huawei i Danmark.
De studerende startede opholdet med seks dage i Beijing, hvor de fik undervisning i kinesisk sprog og kultur på Beijing Language og Culture University. Herefter gik turen til Shenzhen, hvor Huawei har hovedkontor. Her blev de undervist af Huaweis eksperter i de nyeste IKT-trends som for eksempel 5G og IoT.
Studerende: En oplevelse for livet
En af de ingeniørstuderende er Claus Michael Oest Lensbøl fra DTU, som efter sommeren skal læse kandidat i telekommunikation. Claus meldte sig til Seeds for the Future for at lære mere om de teknologiske trends og opleve, hvordan en moderne teknologivirksomhed arbejder med innovation i praksis.
- Det har været en spændende og lærerig oplevelse at være med i Seeds for the Future. Vi fik både mulighed for at opleve kinesisk kultur og arbejde med teknologi i en virksomhed, som for alvor er med til at bringe teknologien længere frem. Derudover har det givet mig mulighed for at netværke med Huawei-medarbejdere og ingeniørstuderende fra hele verden. Det har været rigtig fedt, og jeg har mødt nogle mennesker, jeg gerne vil holde kontakt med fremadrettet,” siger Claus Michael Oest Lensbøl. Han fortsætter:
- Programmet har skærpet min interesse for telekommunikation, som jeg gerne vil arbejde med efter studiet. Jeg lært en masse nyt om teknologier, og hvordan man trækker fibernet. Det er et vigtigt område, som påvirker alle menneskers dagligdag. Det er derfor spændende og meningsfyldt at kunne bidrage til at udvikle teknologi og skabe muligheder også for mennesker, der måske bor i mindre privilegerede dele af verden.
Danske ingeniørstuderende i høj kurs
De danske ingeniørstuderende er eftertragtede blandt teknologivirksomheder. Nye tal fra ingeniørforeningen IDA og Dansk Industri peger imidlertid på, at der er stor mangel på ingeniører, hvorfor der er rift om de studerende og især de, der har specialiseret sig i IKT.
- Danske ingeniørstuderende er blandt de bedste i verden, og de er derfor også i høj kurs ude i virksomhederne. Og der er ingen tvivl om, at talent er et altafgørende parameter for innovation og vækst. Den hastige udvikling i IKT-industrien stiller store krav til virksomhederne i forhold til hele tiden at udvikle nye løsninger, der matcher kundernes behov. Og derfor har vi brug for dygtige ingeniører til at løse de teknologiske problemstillinger, siger Xiao Binbing og slutter:
- Vi håber, at Seeds for the Future-programmet vil inspirere de talentfulde ingeniørstuderende til at forfølge en karriere inden for IKT og i sidste ende bidrage til at løfte den teknologiske udvikling til et endnu højere niveau.
De danske studerende var med Huawei i Kina fra d. 1. juli til d. 15. juli.