
Dansk virksomhed udvikler anti-drone system til stadions og fængsler
Stadions og fængsler er nogle af de anlæg, som risikerer at få besøg af droner med illegale formål. MyDefence Communication i Aalborg har udviklet et system, som forhindrer det. Systemet tages nu i anvendelse med støtte fra EU.
Droner er et innovativt værktøj, som anvendes til transport af fx et kamera, der kan tage luftfotos. Og droner spås en stor fremtid med hensyn til transport af andre objekter. Men droner kan desværre også anvendes til illegitime formål. I Irak har Islamisk Stat anvendt droner med sprængstoffer på slagmarken. Og i Danmark har vi allerede set eksempler på forsøg på at indsmugle effekter til indsatte i fængsler. Senest har PET advaret mod, at droner i princippet vil kunne anvendes til simple terror-angreb også i Danmark.
Foranstaltninger, der kan modvirke illegal brug af droner, er derfor efterspurgte. Og den type modforanstaltninger har den danske virksomhed MyDefence Communication specialiseret sig i at udvikle. Med en sådan succes, at systemerne er blevet præsenteret for NATO og vil blive parret med drone-løsninger hos Lockheed Martins.
Senest har MyDefence opnået støtte fra EU's Horizon 2020 program til fremme af forskning og innovation. Støtten er givet til test af systemerne i 2 fængsler og på 2 stadions - i henholdsvis Danmark og England.
- Vi ser frem til at demonstrere vores system i brug i større skala. Teknologien er på plads, men med EU-projektet får vi lejlighed til at optimere og markedsmodne det, fortæller CEO i MyDefence Communication, Christian Steinø.
Gamechanger
Anti-drone systemet, der hedder KNOX, overvåger luftrummet over et specifikt anlæg. Kommer noget fremmed ind over luftrummet umiddelbart over anlægget, indledes en jamming, som forhindrer drone-operatøren i at styre dronen. Samtidig sendes en alarm, der fortæller, hvor drone-operatøren befinder sig.
Produktmodningen af KNOX handler om at finetune systemet til at finde lige præcis dronesignalet på et stadion, hvor der er mange tusinde andre signaler fra blandt andet mobiltelefoner og radioer. Derefter skal det specifikke dronesignal - og ikke andre signaler - manipuleres, så dronen flyver væk eller forhindres i at bruge fx et kamera til at transmitere.
- Vi betragter teknologien bag KNOX som en gamechanger, fordi vi ikke nøjes med at opfange signaler, som de nuværende løsninger på markedet gør, men er i stand til at jamme drone-signalet og derved blokere det, siger Christian Steinø.
Løsningen kan skaleres op eller ned, afhængig af anlæggets størrelse. Det er forholdsvis billigt og er primært målrettet anlæg, hvor store menneskemængder forsamles, eller hvor kritisk infrastruktur er placeret - for eksempel et kraftværk.