
Dansk robotproducent udvider markant
Den danske robotproducent Universal Robots udvider nu produktionen kraftigt for at imødekomme heftig efterspørgsel fra hele verden.
Hos en af Danmarks nye lovende eksportvirksomheder, Universal Robots, sprængte væksten rammerne i det hidtidige hovedkvarter i Odense. Antallet af nye medarbejdere og antallet af ordrer nødvendiggjorde en flytning. På 6 år er knap 95 nye ansigter tiltrådt i Universal Robots, mens robotproduktionen er fordoblet år efter år. Nu beskæftiger firmaet 110 ansatte globalt, heraf 85 i Odense.- Med udbygningen af produktionen forventer vi at skabe i omegnen af 200 arbejdspladser, foruden næsten lige så mange afledte ansættelser hos vores underleverandører og forhandlere, så alt i alt vil vores vækst skabe omkring 300 nye jobs, forudser Enrico Krog Iversen, CEO i Universal Robots.
Men i modsætning til andre producenter af teknologi, der ofte placerer produktionen i Asien eller Østeuropa, har Universal Robots valgt kun at flytte 1,8 kilometer sydpå og bibeholde hele produktionen i Danmark.
- Vi tror på, at det sikrer en høj kvalitet i slutprodukterne, at forskning, udvikling, design og produktion er samlet på én lokation her i Danmark. Samtidig vil vi også gerne som virksomhed give noget tilbage til det danske samfund, som via forskning, kapitalordninger og specialiseret arbejdskraft har bakket op om Universal Robots fra starten, siger Enrico Krog Iversen.
På Energivej 25 i Odense, hvor Sauer-Danfoss tidligere havde en afdeling, er der i den grad blevet plads til større armbevægelser for medarbejdere hos Universal Robots, hvor de nu kan de boltre sig på 12.000 nyindrettede kvadratmeter. Det er en syvdobling af det hidtidige areal på Sivlandvænget 1 i Odense. Da virksomheden blev stiftet i 2005, boede de 3 stiftere i 'firmakollektiv' med andre teknologiopfindere ved Syddansk Universitet
De små lyseblå, fleksible robotarme fra Universal Robots har allerede vundet indpas i mange forskellige industrier globalt, fordi de er så intuitive brugervenlige, at produktionsmedarbejdere selv kan indstille dem til skiftende opgaver. Derfor er det afgørende, at Universal Robots hurtigt kan sætte endnu mere turbo på produktionen for konstant at kunne imødekomme væksten i efterspørgslen.
Hundredvis af nye job på vej
Fra det nye hovedsæde skal salget for alvor løftes. De nye rammer gør det praktisk muligt for Universal Robots at nå de mål, virksomheden har opstillet: Én milliard kroner. Det er beløbet, som Universal Robots nu sigter mod at hæve omsætningen til i 2017. Det svarer til næsten en tidobling af omsætningen i forhold til 2013.
- I år forventer vi at producere cirka 2000 robotter, og i 2015 forventer vi at skulle levere 3000-4000 robotter til vores forhandlere. Når alt i produktionen er helt optimeret, bliver vi gearet til at kunne '33-doble' produktionen, således at vi dagligt kan producere godt 150 robotter, fortæller Enrico Krog Iversen, CEO i Universal Robots.
Klargøringen og overtagelsen af det nye hovedkvarter for Universal Robots har kostet en stor én-cifret millioninvestering. Her er der også blevet plads til virksomhedens kursusafdeling, Universal Robots Advanced Training Center, som hidtil har ligget på en anden adresse end domicilet.
At det netop er i Odense, Universal Robots fortsat placerer sig, skyldes i høj grad ønsket om en beliggenhed midt i Danmarks robotklynge. Udover det danske hovedkontor har Universal Robots også salgs- og supportafdelinger i USA og Kina og er i gang med at etablere yderligere kontorer i blandt andet Indien, Spanien og Singapore.