Claus Müller blev 87 årDansk elektronik har mistet en markant personlighed
I forrige weekend er en inspirerende tidligere ejerleder i den danske elektronikindustri – Claus Müller – manden bag C-88 - gået bort. Han sov stille ind efter længere tids sygdom.
Af Søren Manicus
Claus Müller stiftede i 1976 C-88 AS. Selskabet blev distributør og agent for en stribe chipproducenter fra USA og senere Fjernøsten. Claus var således frontfigur i de betydende år, hvor den danske elektronikindustri viste sig som førende i verden i forhold til udvikling og produktion af teknologi.
Det var tider, hvor PAL’en (Progammable Array Logic) kom til verden som den første chip til programmering af logiske kredsløb. Det, der senere blev til CPLD’ere og FPGA’ere, som vi kender i dag. En lille 20 pins DIL kreds med et svimlende (lavt) strømforbrug på 180mA. Programmering kunne i første omgang kun finde sted på fabrikker i USA, hvilket gjorde, at Claus måtte flyve frem og tilbage til Silicon Valley – blot for at programmere kredse med kundernes kode.
'Time to market' var også dengang afgørende. I den tid havde Claus både et samarbejde med MMI, der blev til AMD (Firmaet bag PAL’en), og Xilinx (firmaet bag FPGA’en). Begge teknologier var afgørende for dansk elektroniks vækst i 80’erne og frem til i dag. (I dag er de, som bekendt, ét selskab))
Hukommelseskredse var også i stor fokus hos C-88 AS. I 1980’erne blev C-88 det første selskab i Danmark, der kunne tilbyde en 1Mb EPROM til under dkk 1.000,- . Forsidestof i nyhedsmediet 88’eren, som C-88 trykte og distribuerede med post. Moore’s lov har ikke levet forgæves på mange punkter.
I 1990’erne blev geparden C-88’s maskot. Claus havde været på en privat rejse til Sydafrika og blev begejstet over mødet med verdens hurtigste dyr på savannen. Så begejstet, at han efterfølgende oprettede et sponsorat med et opdrættercenter for geparder i netop Sydafrika, og han inviterede alle selskabets ansatte ned for at se dyrene.
Claus vil altid blive husket som en leder, der fokuserede på det hele menneske. Både for kunder, leverandører, ansatte og deres familier. Der var altid glæde, stort engagement og stolthed omkring Claus – og det smittede af. Der findes i dag mange personer i den danske elektronikindustri, som er ’vokset op’ hos Claus, og vi bærer mange af disse værdier videre.
I 1999 gav Claus staffetten videre og fortsatte yderligere 10 år som bestyrelsesformand i selskabet. Det har givet ham mange værdifulde år med god tid til familie og fritidsinteresser.