ICAPE Denmark A/S
Test banner
Bosch får ordrer på 13 milliarder euro på elektromobilitet

Bosch får ordrer på 13 milliarder euro på elektromobilitet

Siden starten af 2018 har Bosch fået elektromobilitetsordrer på ca. 13 milliarder euro inklusiv. produktions-projekter til batterielektriske drivlinjer til personbiler og lette erhvervskøretøjer, oplyser firmaet i forbindelse med IAA 2019.

Når det gælder elektromobilitet, kører Bosch i overhalingsbanen. Ingen anden virksomhed har så stor ekspertise inden for dette område. Og det betaler sig: Siden starten af 2018 har Bosch fået elektromobilitetsordrer på ca. 13 milliarder euro inkl. produktionsprojekter til batterielektriske drivlinjer til personbiler og lette erhvervskøretøjer.

Med disse succesfulde ordrer og den innovative styrke markerer Bosch sig i et vanskeligt miljø. Forretningsområdet Mobility Solutions udvikler sig igen bedre end den globale bilproduktion i 2019. Trods markedets aktuelle markante nedadgående tendens vil områdets driftsomsætning ligge lige under sidste års niveau. Omdannelsen af mobilitet giver udfordringer, men også muligheder.

- Vi ønsker at gribe disse muligheder, siger koncernchef Volkmar Denner.
- Rent teknologisk har Bosch en åben tilgang til fremtidens mobilitet. Man videreudvikler konventionelle drev og sætter fart i elektrificering. Desuden arbejder Bosch på at gøre mobilitet automatiseret, forbundet og personaliseret. En nøgle til dette ligger i elektronik og software. Virksomhedens mobilitetsdivision beskæftiger p.t. ca. 14.000 softwareudviklere og investerer 3 milliarder euro om året i softwareekspertise. Det er målet at holde mennesker mobile på en miljøvenlig måde og at sikre, at mobilitet er til rådighed for alle. Bosch gør mobilitet klimavenlig og økonomisk overkommelig, understreger koncernchefen.

Effektive drivlinjer: fra forbrændingsmotorer til brændstofceller

Bosch fører an, når det gælder klimabeskyttelse - ikke kun ved at gøre alle Bosch-lokationer CO2-neutrale fra næste år.

- Vi koncentrerer os også om at udvikle mobilitetsløsninger, der ikke har nævneværdig negativ indflydelse på den globale opvarmning og luftkvalitet, tilføjer Denner.

Hvert år investerer virksomheden ca. 400 millioner euro i emissionsfri mobilitet. Når det gælder elektromobilitet, er Bosch bredere funderet end andre virksomheder - fra cykler til lastbiler og fra let 48-volt hybridisering til fuldelektriske drivlinjer. Bosch stræber efter at opnå en førende position på markedet med sit 48-volt batteri og har indgået en langsigtet samarbejdsaftale med den kinesiske virksomhed Contemporary Amperex Technology Co. Limited (CATL) for produktion af battericeller.

- Lige meget hvilken teknologi der giver emissionsfri mobilitet, skal vi få markedet til at acceptere det. Det vil kun lykkedes os med økonomisk overkommelige løsninger. Hvis vi ikke tilbyder disse, vil vi ikke hjælpe med til at stoppe den globale opvarmning, forklarer Denner.

På vejen mod at blive førende på markedet for elektromobilitet, ønsker Bosch også at skabe et massemarked for brændstofceller og sætter dem i produktion. Her vil bl.a. skalaeffekter bidrage til at fremstille denne stadig dyre teknik mere rentabelt.
- Bosch gør alternative drivlinjer økonomisk overkommelige, siger Denner.

Ny teknologi: færre partikler, mindre bremsestøv

I 2030 vil tre ud af fire nye biler stadig have en konventionel motor under hjelmen - nogle af dem med elektrisk support fra et 48-volt system eller plug-in hybrid. Derfor gør Bosch ikke kun dieselmotoren mere effektiv, men også benzinmotoren.

Det nyeste tiltag er brug af ændringer af motor og moderne udstødningsgasbehandling til at reducere partikelemissionen fra benzinmotorer til et niveau, der ligger op til 70 % under Euro 6d-standarden - selv under reelle kørselsforhold. Bosch ønsker også at minimere partikelemissionen fra bremsning. Her omfatter udviklingen iDisc, der genererer så lidt som 10 % af det bremsestøv, der fremstilles af en konventionel bremseskive, og det regenerative bremsesystem, der kan reducere bremsestøvet op til 95 % i elbiler.

Skræddersyet mobilitet: shuttle services og rolling chassis

Ændringen i mobilitetsbranchen giver nye markedsaktører, som Bosch også samarbejder med. Fx arbejder virksomheden sammen med DiDi, Lyft og Uber - de tre største ride-hailing udbydere, der allerede arrangerer mere end 50 millioner kørsler om dagen på verdensplan. DiDi, der er den førende kinesiske udbyder af mobilitetstjenester, bruger Bosch's cloudbaserede batteritjeneste til at hjælpe med at øge deres bilbatteriers levetid.

I fremtiden vil sådanne mobilitetsserviceudbydere i stigende grad bruge shuttles for at tilbyde skræddersyet on-demand mobilitet. I 2025 forventes det, at mere end 2,5 millioner shuttles vil køre på vejene over hele verden.

Med løsninger til elektrificering, automatisering, konnektivitet og personalisering ønsker Bosch at hjælpe disse udbydere med at tilbyde ride-hailing tjenester med maks. komfort og sikkerhed. Grundlaget for sådanne shuttles kunne være rolling chassis - køreklare modulære platforme, der anvendes som fleksibelt grundlag for forskelligt karrosseridesign. Her har Bosch i starten af året indledt et samarbejde med chassis- og bileksperten Benteler. Automobili Pininfarina vil være den første kunde, der bruger rolling chassis til sine egne biler og vil også fungere som videreforhandler af dette chassis.

12/9 2019