
1600 deltagere til konference om antenneteknologi i København
Europas største konference for antenneteknologi, EuCAP, har i år særligt fokus på 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme. Antallet af deltagende forskere og virksomheder er større end nogensinde.
EuCAP, European Conference on Antennas and Propagation, er den største europæiske konference for forskere og virksomheder, der arbejder med elektromagnetisme og elektromagnetiske bølger inden for så forskellige felter som mobiltelefoner, satellitter, medicinsk udstyr, sikkerhedssystemer og radarer.
I år afholdes EuCAP konferencen den 15. til 20. marts 2020 i Bella Center, og det er ikke en tilfældighed, at konferencen i år bliver afholdt i København. Det skyldes dels, at DTU har en af de internationalt mest anerkendte forskningsgrupper på området, og dels fordi det i år er 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme.
- Konferencen er udvidet med to nye aktiviteter, der hænger sammen med Ørsteds opdagelse. Det er dels et nyt konferencespor dedikeret til forskning i elektromagnetisme. Derudover vil der være en række indlæg om Ørsteds opdagelse og elektromagnetismens historie, siger professor Olav Breinbjerg, DTU Elektro, der har det ærefulde hverv som formand for konference-komiteen.
Oplæggene bliver suppleret af en udstilling, hvor det bl.a. er muligt at se en kopi af det apparat og den magnet, som Ørsted i sin tid anvendte samt hans originale artikel om elektromagnetisme fra 1820.
Rekorddeltagelse
Olav Breinbjerg kan stolt berette, at dette års konference på flere punkter sætter rekord. Det gælder ikke mindst antallet af modtagne og accepterede videnskabelige artikler, der udgør det faglige grundlag for konferencen.
- Derudover forventer vi at få omkring 1.600 deltagere, som er et par hundrede mere end den hidtidige rekord fra London i 2018. Vi har især set en stigning i interessen fra de mange små og mellemstore danske virksomheder, der arbejder med radiokommunikation, antenner og satellitter, siger Olav Breinbjerg.
TICRA, der arbejder med software til antennedesign, er en af de virksomheder, der skal deltage i EuCAP konferencen.
- Vi er i Danmark med helt i front inden for elektromagnetismen. Som en forskningsintensiv virksomhed på den teknologiske forkant har vi stor værdi af, at det er lykkedes at få konferencen til København, siger direktør Michael Lumholt, TICRA.
Virksomheden anerkender, at der ligger et stort arbejde bag konferencen fra særligt DTU’s side og har selv bidraget som hovedsponsor.
- Jeg håber, at mange danske virksomheder vil deltage i konferencen i år. Det er en god måde at blive opdateret på den nyeste viden og få indblik i, hvordan andre virksomheder arbejder med elektromagnetisme og antenner, siger Michael Lumholt.
Store teknologiske fremskridt
Selvom Ørsted kommer til at få en del opmærksomhed på konferencen, vil den også have fokus på de nye lovende muligheder for trådløs kommunikation, som de kommende år byder på.
- Vi står foran store teknologiske fremskridt, der kommer til at præge både forskningen og vores hverdag. Det gælder ikke mindst 5G-teknologien, men også eksempelvis arbejdet med elektromagnetisme på nanoskala, siger Olav Breinbjerg.