ICAPE Denmark A/S
Test banner
Techno-Matic ind på det canadiske marked

Techno-Matic ind på det canadiske marked

Den nordjyske virksomhed, Techno-Matic, har netop leveret det første elektronisk målesystem til træ til den canadiske producent Rotobec.

Udviklingshuset Techno-Matic A/S i Aars har netop leveret det første målesystem til producenten Rotobec. Den canadiske virksomhed konstruerer blandt andet tilbehør til skovmaskiner, og direktør Knud Sørensen håber, at ordren fører mere med sig i verdens tredjestørste skovnation. 

- Det betyder meget, at vi får en fod indenfor på et så stort marked. Naturligvis kommer vi ikke til at rejse landet tyndt for at finde nye kunder, men bare det at have en reference derovre, kan ikke undervurderes. Hele ti procent af verdens samlede skovareal findes i Canada, så der er et vist potentiale, siger Knud Sørensen.
 
TM2200 målesystemet bruges til at analysere data på fældning af træer for at optimere salgsværdien, og med 295 millioner hektar potentiel produktionsskov, heraf 144 millioner til kommerciel tømmerproduktion, er mulighederne til at få øje på. Rotobec, der også er repræsenteret i USA og Brasilien, har selv gennemført omfattende tests af systemet før aftalen blev indgået. Knud Sørensen fortsætter:

- Sådan er det altid. Selvom alle produkter er gennemtestet her i huset, og vi kan præsentere fuld dokumentation, vil kunden have bekræftet via deres egne målinger om det nu også passer. I dag tages der ingen chancer. Det er betingelserne, og vi kan glæde os over, at vores systemer står distancen.
 
Positive meldinger

I sommer blev netop TM2200 godkendt til brug i de tyske statsskove, og med indtoget i Canada fortsætter Aars-virksomheden med at fokusere på eksportmulighederne på skovområdet. Der er netop kommet ordrer ind fra Belgien, og der er generelt flere positive meldinger fra det europæiske marked, som ellers har været under pres. Knud Sørensen forklarer:

- Udfordringen er, at producenterne ikke køber mange enheder ad gangen som førhen. De er nervøse for at brænde inde med produkterne, da branchen har ligget underdrejet i lang tid. Som markedet er i øjeblikket er det svært, at lukke store aftaler, og ordrerne kommer derfor drypvis. Det vigtigste er dog, at de kommer, fremhæver Knud Sørensen.

21/2 2014