
Nyt dansk elektronik-partnerskab tager kampen op med Fjernøsten
TKT Electronics og EKTOS åbner fælles fabrik i Ukraine med fokus på kvalitet, sporbarhed og agilitet. Der i høj grad fokus på skandinaviske virksomheder inden for konsumerelektronik.
Det har hidtil været god latin i den danske elektronikbranche, at det kun er Fjernøsten, der kan producere forbrugerelektronik til konkurrencedygtige priser. Nu har to mangeårige samarbejdspartnere imidlertid besluttet at etablere et alternativ.Elektronikproducenten TKT Electronics og udviklings- og testhuset EKTOS puljer deres kompetencer og etablerer en fælles fabriksenhed, TECHTO Electronics. Under overskriften 'Agile Electronics Manufacturing' vil fabrikken tage kampen op mod producenter i Fjernøsten. Det sker gennem en unik kombination af sporbarhed og agilitet samt box-build aktiviteter i Ukraine. TECHTO Electronics får hjemsted i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk, dør om dør med EKTOS’ lokale filial for hardware- og softwareudvikling.
Direktør i TKT Electronics Tommy Korsholt forklarer:
- På vores fabrik i Skive har vi gennem mange år udviklet og forfinet et avanceret kvalitets- og sporbarhedssystem. Sammen med en meget agil produktion betyder det, at vi f.eks. kan behandle en hasteordre inden for få timer. Produktionslinjerne, processerne og kvalitetsstyringen i Skive kopierer vi til den nye produktionsenhed i Ukraine. Sammen med dygtige lokale folk, der uddannes sammen med vores danske medarbejdere, sikrer dette en høj kvalitet til priser, der sagtens kan konkurrere med Fjernøsten.
Direktør i EKTOS Jesper Holst supplerer:
- For EKTOS betyder det nye joint venture, at vi nu kan tilbyde en unik one-stop-shop, der dækker hele kæden fra udvikling til serieproduktion. Som udviklings- og testhus kan EKTOS stå for specifikation, udvikling, test og myndighedsgodkendelse og vi kan producere prototyper i små serier. Via TECHTO Electronics kan vi nu også tilbyde vores kunder at håndtere den efterfølgende serieproduktion.
Produktion og udvikling
TKT Electronics er ekspert i elektronikmontage og fungerer som underleverandør til en lang række brancher, bl.a. energi, medico, landbrug og procesindustrien. Virksomheden har 58 ansatte.
EKTOS er et udviklings- og testhus med en stab af højt kvalificere hardware- og softwareingeniører, der både løser afgrænsede opgaver inden for test og certificering og håndterer komplette udviklingsprojekter, fra idegenerering og udvikling til prototype-produktion. EKTOS leverer typetestydelser akkrediteret af DANAK, det nationale sikkerhedsorgan under Sikkerhedsstyrelsen. Virksomheden har 80 medarbejdere fordelt på tre lokationer i Danmark og to i Ukraine.
Den nye fabrik søsættes på baggrund af stigende efterspørgsel fra især skandinaviske kunder inden for forbrugerelektronik. TECHTO Electronics starter produktionen til september, i første omgang med 25 medarbejdere. Ordrebogen er imidlertid fyldt så godt op allerede, at man forventer yderligere nyansættelser i starten af det kommende år.