
Ny teknologi kan frigive 3.000 medarbejdere i sundhedsvæsenet
Ny analyse fra IT-Branchen viser, at man kan frigive 3.000 medarbejdere ved at udbrede brugen af digitale løsninger, der kan hjælpe personalet i deres stressede hverdag.
Det danske sundhedsvæsen er presset. Der mangler allerede i dag over 5.000 medarbejdere på landets sygehuse og i den øvrige sundhedssektor . Dertil skal man lægge, at omkring 3.200 SOSU'er står til snart at gå på pension.
- Der er en forestilling om, at vi bare skal ansætte flere i sundhedssektoren, og så er det hele løst. Problemet er bare, at de folk ikke findes. Det er ikke muligt at rekruttere nok personale til at tage sig af det stigende antal patienter og borgere, der fremadrettet får brug for hjælp og behandling, siger Freddy Lykke, direktør for Sirenia og formand for IT-Branchens Policy Board for Digital Sundhed.
Desværre ser udfordringerne ud til at vokse i fremtiden. For udover de manglende varme hænder, står vi demografisk overfor en kæmpe udfordring.
Danmarks statistik forudsiger, at antallet af ældre vil være fordoblet i 2040, og at antallet af borgere med kroniske sygdomme vil være fordoblet allerede i 2030. Samtidig vil der være færre borgere i den arbejdsdygtige alder til at tage hånd om de mange ældre og folk med kroniske sygdomme.
Presset på sundhedssektoren vil derfor stige markant over det næste årti.
Teknologien skal løse sundhedssektorens største udfordring
Dagligdagen i sundhedssektoren er hektisk og mange steder for hektisk, hvilket også ses ved at sygefraværet pga. stress er markant højere i end i resten af samfundet.
- Vi kan ikke bede personalet varetage flere opgaver eller løbe hurtigere, for de er allerede presset til bristepunktet. I stedet skal vi kigge på de værktøjer og arbejdsgange, de benytter i dag, og sørge for at de er så effektive, som overhovedet muligt, så systemerne ikke tager, men frigiver mere tid til personalet, siger Freddy Lykke.
IT-Branchen har gennemgået og analyseret en række eksisterende løsninger, der allerede har vist sit værd enkelte steder i det regionale sundhedsvæsen.
Analysen viser, at ved blot at udbrede ganske få modne og brugervenlige teknologier i hele sundhedsvæsnet kan der frigives op mod 3.000 sundhedsfaglige medarbejdere, samtidig med at 'det gode patientforløb' styrkes og beslutninger og arbejdsgange forbedres.