
Ny rapport: Virksomheder er klar på AI-investeringer
Kunstig intelligens, big data og 5G står øverst på it-investeringsbudgettet for 2024. Det viser en ny rapport fra den internationale softwarevirksomhed Endava.
Efter en lang periode hvor verdensøkonomien har lagt en dæmper på virksomheders investeringsambitioner, tegner der sig nu et noget andet billede med nye AI-teknologier, digital transformation og effektivisering som omdrejningspunkt. Sådan lyder meldingen i en ny omfattende 'Technology Acceleration Report' fra den børsnoterede softwarevirksomhed Endava.
Der er især en stigende appetit på at investere i nye teknologier i det kommende år.
80 procent af virksomhederne i rapporten svarer, at de betragter kunstig intelligens som en teknologi, de i høj grad er villige til at investere i for at forblive konkurrencedygtige på markedet. Kun 2 procent svarer, at de ikke anser AI som en vigtig prioritet.
Flest vil investere i big data og 5G
Rapporten, der er offentliggjort i november i år, har undersøgt, hvilke teknologier virksomheder ser som det næste 'store' i lyset af en udfordrende global økonomisk situation og bygger på svar fra knap 1.000 europæiske og amerikanske virksomheder på tværs af brancher som it, detail og finans.
Hele 75 procent af de adspurgte i rapporten mener, at big data er et vigtigt prioritetsområde, mens 71 procent har rangereret AI-drevet automatisering højt. Desuden viser rapporten, at interessen for 5G er stigende, især inden for mobilitet og telekommunikation, hvor 85 procent betragter det som en højtprioriteret teknologi.
Nye investeringsstrategier
Rapporten peger samtidig på, at der er sket en markant udvikling i virksomheders investeringsstrategier. Virksomhederne søger blandt andet aktivt mere agile og skræddersyede investeringsløsninger, der både imødekommer deres udfordringer nu og i fremtiden.
- Det er positivt, at virksomheder er klar til at investere i de nye teknologier, men det er samtidig vigtigt, at de er kritiske over for nye teknologier og ikke hopper med på vognen baseret på ren hype. Der skal være substans og praktisk værdi bag investeringerne, siger Philip Carl, Endavas nordiske chef og Global Head Automotive.
Hent Endavas nye rapport her.