
Nu sættes der fuld fart på digitaliseringen af det danske jernbanenet
Banedanmark styrker, fornyer og fremtidssikrer i disse år digitaliseringen af den danske jernbane. En del af arbejdet kommer fremover til at foregå i samarbejde med virksomheden NNIT, der skal drifte og vedligeholde Banedanmarks datacenter og netværk
Banedanmark er i fuld gang med at styrke det operationelle IT-område, så digitaliseringen af den danske jernbane kan fortsætte, og den samfundskritiske infrastruktur beskyttes. En del af det arbejde kommer fremover til at foregå i samarbejde med virksomheden NNIT, som skal drifte og vedligeholde Banedanmarks datacenter og netværk. Nu er der sat underskrift på samarbejdet, idet Banedanmark og NNIT har indgået en kontrakt, der omfatter en række IT-opgaver.
- Banedanmark er i disse år i gang med at digitalisere, forny og fremtidssikre jernbanen, og vi har i den forbindelse brug for kloge og solide IT-løsninger. Derfor ser jeg frem til samarbejdet med NNIT om driften af bl.a. vores datacenter og netværk, siger signaldirektør i Banedanmark, Janus Steen Møller.
NNIT skal stå for drift, vedligeholdelse og support til Banedanmarks jernbanetekniske IT-systemer, som bl.a. inkluderer netværk, radio og signalsystemet. Derudover omfatter kontrakten også 24/7-drift og vedligeholdelse af datacenter og netværk - herunder fysiske og virtuelle servere og applikationer samt omfattende firewalls, routere, switches, trådløse accesspunkter, DWDM-udstyr, service desk og serviceintegrator.
En milepæl er nået
Driften af Banedanmarks operationelle IT bliver i år udbudt i tre kontrakter, for at tiltrække de mest kompetente leverandører inden for de respektive områder.
-Digitaliseringen af den danske jernbane rummer virkelig mange spændende og komplekse IT-opgaver, som er interessante at byde ind på. Jeg er glad for, at vi nu har nået en milepæl ved at indgå den første af de tre IT-kontrakter, vi udbyder i år. Vi har valgt at udbyde den eksisterende driftskontrakt i tre kontrakter for at få de bedste ombord til at finde løsningerne sammen med os. Vi glæder os til at tage hul på samarbejdet med NNIT, som er blevet tildelt den første kontrakt, fortæller Janus Steen Møller.
De to øvrige kontrakter omhandler henholdsvis beredskab og vedligeholdelse af fysisk netværk samt support på SDH/PDH infrastruktur. Banedanmark forventer at finde de helt rigtige samarbejdspartnere til de resterende kontrakter i andet kvartal af 2023.