ICAPE Denmark A/S
Test banner
Mobil frontløber viser flåden frem på R-22 robotmessenHvis en mobil robot er udstyret med en trækkrog, åbner det mange nye automationsmuligheder i både logistiksektoren, industrien og sundhedssektoren.

Mobil frontløber viser flåden frem på R-22 robotmessen

Den danske producent af autonome mobile robotter, Mobile Industrial Robots (MiR) udstiller sine fleksible løsninger på robotmessen R-22, der afholdes 23.-25. marts i Odense.

For mange mindre og mellemstore virksomheder er gennemløbstid og bedre resurse-anvendelse i fokus, og derfor bruges mobile robotter i stigende grad til at fjerne spildtid og flaskehalse.

På robotmessen R-22 i Odense viser robotvirksomheden MiR både deres nyeste MiR1350 og den agile MiR250 frem. På MiRs messestand vil de besøgende blandt andet kunne møde Ulrik Jørgensen, Area Sales Manager Scandinavia, som ser frem til at få en dialog med messens besøgende om deres logistikudfordringer og – behov.

En af de mindre danske virksomheder, som allerede har automatiseret sin interne logistik med MiR-robotter er TN Værktøjsslibning ApS, som fremstiller skærende værktøjer. Fremstillingen indbefatter mange operationer, som hvert værktøj skal gennemløbe, før det afslutningsvis sendes til kunden.

Før de mobile robotter betød den faseopdelte produktions- og logistikproces, at medarbejderne manuelt flyttede værktøjet rundt i virksomheden i takt med fremstillingsprocessen. Imens stod pågældende CNC-maskiner og afventede materialer. Det var uhensigtsmæssigt med den spild- og nedetid.

TN Værktøjsslibning har nu styrket flowet og øget dækningsgraden på maskinparken gennem reduceret gennemløbstid med hjælp fra en MiR250-robot, monteret med tilbehør fra ROEQ. Nu kommer ordrerne til TN Værktøjsslibning ca. en halv dag hurtigere igennem produktionsprocesserne.

Flere brancher opdager mobile robotter

Lige siden MiR lancerede sin første robot i 2015 har produkterne haft stor appel især til bilindustrien og elektronikindustrien samt store multinationale kunder. Her fylder kunderne fortsat meget. Men MiR mærker samtidig et voksende marked for optimering og automatisering af intern transport inden for både logistiksektoren og i branchen for forbrugsvarer. Det skyldes ikke mindst producentens nye robotmodeller.

- Vi lancerede i 2021 vores nye generation af endnu stærkere AMR’er MiR600 og MiR1350, og de har helt klart udvidet vores marked, fordi de blandt andet kan køre i flere miljøer og transportere tungere emner. Det samme kan siges om den nye MiR250 Hook som især er et produkt, som logistiksektoren har ventet på til effektiv transport af deres mange transportvogne, fortæller Ulrik Jørgensen.

Han fremhæver desuden effektiv flådestyring af mobile robotter som en stærk trend i takt med, at indkøbere af teknologi har fået øget fokus på et smidigt samspil mellem forskellige selvkørende teknologier. MiR har udviklet flådestyringssoftwaren MiRFleet, der sikrer at de mobile robotter udnytter deres potentiale fuldt ud.

- Vores kunder er optagede af, at de effektivt kan bruge mange mobile robotter samtidig. De stiller høje krav til brugervenlighed, navigation, skalerbarhed og sikkerhed. Vi oplever, at kunderne værdsætter den store erfaring, vi og vores partnere har med at integrere komplette driftssikre løsninger, der er integrerede med kundernes egne it-systemer, siger Ulrik Jørgensen.

21/3 2022