
GPV styrket trods coronakrisen
GPV har leveret et tilfredsstillende resultat for 2. kvartal 2020 trods den globale coronakrise. Omsætningen gik en smule tilbage i 1. halvår 2020 i forhold til året før, mens driftsresultatet blev rekordhøjt med en stigning på 23% til 108 mio. kr.
Trods den igangværende coronakrise kan Danmarks største EMS-virksomhed GPV, som ejes af industrikonglomeratet Schouw & Co., se tilbage på et tilfredsstillende 1. halvår 2020. Omsætningen faldt en smule i de fleste forretningssegmenter, mens afsætningen til MedTech-kunder og Semicon industrien var med til at øge toplinjen. Ifølge administrerende direktør Bo Lybæk har GPV’s størrelse, diversiteten i forretningsområderne og den geografiske dækning været en fordel for virksomheden.
- Udviklingen i 1. halvår 2020 og særligt i 2. kvartal har skabt usikkerhed i den globale økonomi, og det har skabt udfordringer for de fleste virksomheder. Vi har oplevet en mindre nedgang i omsætningen på 5% i forhold til samme periode året før, og det anser vi som tilfredsstillende under de givne forhold, siger han og fortsætter:
- Det, der har hjulpet os gennem krisen, er kombinationen af bredden i vores kunders forretningsområder og vores utroligt fleksible organisation. Det har gjort, at vi har kunnet allokere vores ressourcer til forretningssegmenter, der har været mindst påvirket af krisen, eller som endda har oplevet vækst.
Enkelte af GPV’s fabrikker har i kortere perioder helt eller delvist stået stille på grund af nedlukningen i Kina eller restriktioner pålagt i andre lande. Ingen af GPV’s medarbejdere har været smittet med coronavirus, og dermed har elektronikproducenten kunnet opretholde høj aktivitet under krisen.
- Vores kollegers sikkerhed har førsteprioritet, og jeg vil gerne rette en stor tak til vores medarbejdere forderes enestående håndtering af krisen. Jeg er klar over, at mange har været bekymrede under krisen, men jeg er stolt af den måde, vi har håndteret situationen på – både internt og eksternt, siger Bo Lybæk.
Rekordresultat
Trods det lille fald i toplinjen steg driftsresultatet (EBITDA) for 2. kvartal med 48% til et rekordniveau på 62 mio. kr. Dermed nåede GPV’s nettoresultat for 1. halvår 2020 DKK 108 mio. kr. mod DKK 88 mio. i samme periode sidste år.
Resultatforbedringen blev skabt ved en nedbringelse af driftsomkostningerne samt høj kapacitetsudnyttelse inden for visse produktlinjer. I halvårsrapporten for 2019 indgik integrationsomkostninger som følge af opkøbet af den schweiziske elektronik- og kabelkonfektioneringsvirksomhed CCS.
- Vi har i vores virksomhed et strategisk fokus på at nedbringe omkostningerne, og det indebærer en løbende tilpasning til markedskravene. Marginerne er lave i elektronikbranchen, og det er derfor afgørende, at vi er i stand til at fastholde vores konkurrencemæssige forspring på det globale marked, forklarer Bo Lybæk.
Han tilføjer, at automatisering og digitalisering også indgår i virksomhedens dagsorden med henblik på at
nedbringe omkostningerne men også for at forbedre serviceniveauet for kunderne. Derfor lancerer GPV i 2.halvår 2020 et nyt Manufacturing Execution System (MES), som implementeres på tværs af virksomhedens fabrikker. Ambitionen er at opnå yderligere procesdigitalisering og ressourcestyring samt at optimere produktionskapaciteten på tværs af de 13 fabrikker i Danmark, Schweiz, Kina, Thailand, Sri Lanka, Slovakiet, Østrig, Tyskland og Mexico.
Gode grunde til optimisme
Trods de usikre økonomiske tider har GPV tilfredsstillende forventninger til 2020. Elektronikproducenten har for nylig vundet seks større ordrer for et samlet trecifret millionbeløb i fremtidig omsætning fra eksisterende og nye kunder. I de seneste måneder er antallet af forespørgsler fra GPV’s kunder vokset støt, og det giver grund til optimisme, fortæller Bo Lybæk:
- Det siger sig selv, at vi følger situationen nøje, og vi er klar til at tilpasse vores aktiviteter efter udviklingen. Vi har et godt overblik over 3. kvartal, men gennemsigtigheden falder, når vi ser længere frem mod 4. kvartal og 2021, forklarer han og fortsætter:
- Vi er overbeviste om, at det bedste værn mod al den usikkerhed er at fastholde de meget nære relationer, vi har til vores kunder. Vi har en ledende position i nichemarkedet for high-mix/low-medium volumenproduktion til elektronikvirksomheder på B2B-markedet, hvor vi næsten hver dag vinder nye markedsandele.
GPV’s forventninger til helåret var tidligere suspenderet, men genoptages nu i halvårsrapporten fra Schouw & Co. Elektronikproducenten forventer i 2020 at realisere en omsætning på 2,7 mia. kr. og et EBITDAresultat i intervallet 200-230 mio. kr. Forventningerne er afgivet med forbehold for den fortsatte udvikling i situationen med coronavirus.