ICAPE Denmark A/S
Test banner
Danske DIS bag ny flip smartphone

Danske DIS bag ny flip smartphone

Den danske ingeniør- og udviklingsvirksomhed, DIS, har i samarbejde med kinesiske Toro-Tech udviklet en flip smartphone og to koncepter for en transportabel smartprojektor

Den kinesiske udviklingsvirksomhed ToroTech med hovedkontor i Shenzhen kontaktede for et stykke tid siden DIS (Dansk Ingeniør Service A/S) og bad dem deltage i idé- og konceptudviklingen samt designfasen af en moderne smartphone, der skulle kunne klappes sammen.

Toro-Techs kernekompetence ligger inden for udvikling af luksus smart-device løsninger primært til det asiatiske og det afrikanske marked, og flip smartphonen er tiltænkt det japanske marked - mere specifikt til mænd og kvinder i alderen 50+.

- Vi havde brug for en innovativ og kreativ tilgang til koncept- og designudviklingen, der gerne skulle være anderledes end den måde, vi normalt tænker design på i Kina, og derfor kontaktede vi DIS. Firmaet har en tydelig skandinavisk designstil på deres industrielle designs, hvilket var et stort plus, når vi nu skulle designe en smartphone til det japanske marked, hvor man er glade for det skandinaviske udtryk, forklarer Thomas Cheng, CEO og grundlægger af Toro-Tech.

Ren og enkel stil

Bag designet af flip smartphonen står DIS-konsulent Mazyar Abolfazlian, som er uddannet arkitekt og industriel designer.

- I arbejdet med at udvikle flip smartphonen til Toro-Tech har jeg integreret en ren og enkel stil, der ses i produktets organiske, tidløse og minimalistiske udtryk. DIS og jeg har prøvet at udfordre de eksisterende konventioner og skabe et nyt produktdesign og en ny designløsning, der kan udfordre Toro-Tech og deres kunder og frembringe et produkt, der er elegant, intuitivt og eksklusivt, forklarer Mazyar Abolfazlian, industriel designer hos DIS.

Smartphonen er allerede blevet introduceret på det japanske marked. Det skete ved en stor launch event, hvor en lang række nye og innovative produkter blev præsenteret. Denne event er en af de største events i Japan, hvor elektroniske produkter bliver præsenteret. 

Toro-Tech har efterfølgende også inkluderet DIS i samarbejdet om udviklingen af en transportabel smartprojektor, som Toro-Tech udvikler for en stor japansk elektronikvirksomhed.

- DIS skaber stor værdi for en kinesisk virksomhed som Toro-Tech. DIS’ kreative tilgang og deres hurtige, effektive arbejdsproces er unik. Jeg tænker, at det ikke er sidste gang, vi samarbejder om et udviklingsprojekt, da vi har et godt samarbejde og supplerer hinanden godt, fortæller Thomas Cheng.

11/9 2017