
Circle Consult styrker power-elektronikken
Circle Consult har i det nye år ansat Lars Ewald, som kommer med mere end 15 år i bagagen inden for design og test af effektelektronik.
Udviklingshuset Circle Consult har oplevet en stigende efterspørgsel inden for design af power elektronik. Og nu udvides firmaets kompetencer inden for området gennem ansættelsen af Lars Ewald.Lars Ewald har arbejdet med strømforsyninger til medico og power design generelt, blandt andet udstyr til brug i MR skannere. Men han har naturligvis også lavet mere klassisk analog og digital elektronik. EMC og godkendelser inden for medico hører til hans kerneområder.
- Hvor de fleste design i dag typisk består af digital elektronik samt nogle transducere som oversætter diverse analoge input og output til og fra digitale formater, og den mere konkrete forståelse af den analoge elekronik således kan virke lidt på retur, så er strømforsyningerne stadig en meget central forudsætning for kvaliteten af designet, uanset om tyngden i øvrigt måtte ligge i den digitale eller analoge ende, fremhæver Lauge Rønnow, der er adm. direktør i Circle Consult.
- Og skønt mange løsninger på strømforsyninger er hyldevarer, er der ofte brug for en større vifte af forskellige interne spændinger og en mere integreret løsning, som kræver design med omtanke. Ikke mindst når det gælder batteridrevet udstyr, skal ofte komplekse ladekredsløb kombineres med strømforsyninger. Og det hele skal ikke blot virke elektrisk set, men også overholde EMC- og andre relevante krav.