ICAPE Denmark A/S
Test banner
Nyt lydlaboratorium gengiver lyden af alle steder

Nyt lydlaboratorium gengiver lyden af alle steder

Nyt lydlaboratorium kan gengive akustikken fra et hvilket som helst rum. Det er udviklet af forskere fra Aalborg Universitet sammen med bl.a. Bang & Olufsen. Et af målene er bedre design af lydanlæg til biler.

I et lyddødt rum i en af kældrene under Aalborg Universitet er 43 højtalere sat op, så de sammen med et nyudviklet optagesystem og et avanceret computerprogram kan gengive de nøjagtige akustiske forhold fra et hvilket som helst andet rum. Hvis man sætter en cd i drevet eller starter en lydfil på computeren, lyder det fuldstændig som i det rum, laboratoriet skal simulere.

Lydlaboratoriet er sidste skud på stammen indenfor nøjagtig gengivelse af akustiske forhold. For år tilbage udviklede Aalborg Universitet sammen med Brüel & Kjær, Delta Akustik og Bang & Olufsen et kunstigt hoved med indbyggede mikrofoner, der kan optage, hvordan det menneskelige øre opfatter lyde forskellige steder fra. Ved at gengive lyden i et par hovedtelefoner kan man simulere rummene.

Men problemet har hele tiden været, at vi normalt ikke oplever lyden af vores omgivelser gennem et par hovedtelefoner. Hvis man vil gengive et akustisk miljø helt præcist, kan man forbedre oplevelsen ganske betydeligt ved at lave en opstilling med højtalere, der kan skabe en rumlig illusion. Ideen og systemet er oprindeligt udviklet af forskere på Aalto University i Finland til brug for undersøgelser af lyden i koncertsale. Systemet på AAU er en videreudvikling med henblik på mindre rum såsom dagligstuer og bilkabiner.

- Med hovedtelefoner på føles det ofte, som om al lyden er helt tæt på eller inde i hovedet. Man har ikke dén der fornemmelse af, at noget kommer længere væk fra. Det rumlige element er meget svært at genskabe. Det samme gælder for oplevelsen af en kraftig bas. Det er ikke kun noget, vi hører med ørerne, men noget, der kan mærkes i hele kroppen. Det kan man simpelthen ikke gengive med et par hovedtelefoner, forklarer ph.d.-studerende Neofytos Kaplanis, der har udviklet det nye gengive-system på AAU.

Bedre lyd i bilen

Lige nu er laboratoriet sat op til at gengive det akustiske rum i en bil. Universitetets samarbejdspartner Bang & Olufsen var indtil for nylig en af verdens førende producenter af hi-fi lyd til biler i luksusklassen. Automotive-afdelingen blev for nylig solgt til den amerikanske højtalerproducent Harman, men deres udviklingsafdeling ligger nu i Struer, lige ved siden af B&O’s hovedkvarter. Her ser man store potentialer i at kunne teste lydanlæg i det nye laboratorium.

- Med det nye system vil man kunne kortlægge kabinens akustiske forhold, sende bilen tilbage til fabrikken og derefter tilpasse og justere lydanlægget ved hjælp af målingerne i laboratoriet. Det giver mulighed for at udvikle lyd i en meget højere kvalitet, fortæller Bang & Olufsens forskningsdirektør Søren Bech, der deler sin arbejdstid mellem Struer-virksomheden og et professorat på AAU’s Institut for Elektroniske Systemer.

Se video fra laboratoriet her.
13/10 2016