ICAPE Denmark A/S
Test banner
Danish Sound Day: Tænk stort og drop bekvemmeligheden

Danish Sound Day: Tænk stort og drop bekvemmeligheden

Torsdag 12. maj var 150 folk fra den danske lydbranche og -industri samlet i Studiescenen på Musikkonservatoriet i København.

’Hjemmemarkedet er bullshit. Tænk stort, tænk det store udland. Og så kan du tage hjemmemarkedet med!’

Sådan  lød det fra Søren Louis Pedersen, serieiværksætter og partner i Valley Ventures som en del af svaret på et spørgsmål i forbindelse med en paneldebat på Danish Sound Day, der blev afholdt torsdag 12. maj. Fokus var på de mange nye tiltag og de muligheder for vækst som Innovationsnetværket Dansk Lyd siden 2009 har stået som en central partner for gennem innovationsprojekter, konferencer, workshops og internationale aktiviteter. 

- I Danmark oplever man helt generelt et meget lille markedskendskab. Vi ser virksomheder og virksomhedsejere, der er bekvemme. Man kan også se det på, at vi siger at vi er gode til at arbejde i teams. Det kan være teamet kommer fra Silkeborg eller Rungsted. Men det her handler om, at vi skal finde forretningsmæssige teams. Og det kan være, at de er bosat helt andre steder i verden. I Kina eller i Silicon Valley, uddybede Søren Louis Pedersen.

Med en årlig vækstrate på ca. 6 %, mere end 30 milliarder i årlig omsætning, hvoraf 85 % er til eksport, er lyd en branche i vækst. Men spørgsmålet, der stadig står tilbage er, hvordan alle disse danske virksomheder bliver bedre til at skalere og komme endnu mere ud over landets grænser.

Andre deltagere i panelet, der blev ledet af Innovations netværket Dansk Lyds direktør, Jan Larsen, var direktør Adam Lebech, DI Digital, Dansk Industri; direktør Mads Váczy Kragh, Væksthus Sjæland og Vækstfabrikkerne og professor, institutdirektør Rasmus Larsen, DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet.

Adam Lebech ønskede at angribe spørgsmålet fra en mere politisk vinkel. Han ønskede, at der i Danmark kunne komme mere fokus på at skabe gode og kraftige miljøer for vækst. For iværksætterdrømme er der nok af, fortalte institutdirektør Rasmus Larsen fra DTU:

- Tidligere var det sådan, at det kun var de studerende, som kom fra et hjem af selvstændige erhvervsdrivende, der kunne se sig selv som iværksættere. Nu ønsker mere end en tredjedel af alle studerende på DTU at skabe deres egen virksomhed. 

Som et eksempel på et af de iværksættereventyr, der er lykkedes – også internationalt - fortalte Jesper Theil Thomsen om SOUNDBOKS’ lynhurtige vej fra Virum Gymnasium i 2014 til Silicon Valley, hvor de fra januar til april 2016 har været en del af Sillicon Valleys prestigefyldte vækst-miljø, Y-combinator.

- I forbindelse med forløbet på Y-combinator var der hele tiden et enkelt mantra, der blev prentet ind os. Du skal hele tiden tænke større, og aldrig være mæt. Og så er produktet ’kongen’. Du skal hele tiden arbejde på at gøre det bedre – og så skal du tale med dine kunder om produktet,’ fortalte Jesper Theil Thomsen, og høstede spontan applaus fra Musikkonsevatoriets fyldte sal, da han fortalte om SOUNDBOKS’s succesfyldte kickstarter kampagne: I løbet af kampagnens første døgn indsamlede de ordrer for 1,5 mio kroner. Da kampagnen sluttede 2. april stod SOUNDBOKS med ordrer for 5,1 mio kroner.

Temaet blev yderligere understreget af Thomas Bärtschi fra Audiokinetic:

- Der er muligheder nok her i Danmark. Det eneste problem er, at danskerne er meget bekvemme. Og hør lige her: Vi kommer ikke med i fronten af bussen, hvis ikke vi er nysgerrige nok. Og her er det mest vigtige – lige nu – at beskæftige sig med interaktiv audio. Det er der, det sker.’

Blandt andre indslag på dagen var Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse, der kunne fortælle om den nyeste forskning omkring trafikstøjens helbredseffekter, mens Nikolai Bisgaard fra GN Resound og Dorte Hammershøi fra Aalborg Universitet fortalte om bedre hørerehabilitering

Før den afsluttende mingling blev dagens tre priser uddelt.

•Young Researcher Award (sponsoret af Danish Sound, Styrelsen for Forskning og Innovation,GN, Jabra og GN Resound)Vinderne blev Lærke Cecilie Bjerre, Thea Mathilde Larsen og Anna Josefine Sørensen har givet et bud på, hvordan man kan udvikle flere parametre for måling af støj. 

•Startup Award (sponsoreret af Vækstfabrikken Lydens Hus, GN, Jabra og GN Resound)Vinderen blev Nikolas Borrel fra Livetake, som kobler koncertgængerens egne lydoptagelser med professionel lyd fra koncertstedets mixerpult.

•Derudover modtog Flemming Madsen og Jan Voetmann fik Årets Lydpris (sponsoreret af Struer - Lydens By). Prisen fik de blandt andet for deres initiativ med at starte Innovationsnetværket Dansk Lyd.

13/5 2016